Performances begin on 27 July.
Med Nicolaj Cornelius, Marie Louise Hansen, Sandra Elsfort, Thor Vestergaard, Susanne Breuning, Sune Svanekier og Bjarne Antonisen.
Torsdag den 27. juli 2023 kan Stevns Sommerspil byde velkommen til en spektakulær opsætning af MØD MIG PÅ CASSIOPEIA i Slotsgården på Gjorslev Slot. Den højtelskede musical med musik af den danske komponist Kai Normann Andersen, er den første opsætning på Sjællands nye - og eneste udendørs musicalteater. Billetsalget åbner i dag på stevnssommerspil.dk.
Premiere:
Den 27. juli 2023 i Slotsgården ved Gjorslev Slot
Stevns Sommerspil kan i sommeren 2023 præsentere deres første opsætning under åben himmel i Slotsgården ved det 600 år gamle Gjorslev Slot. Det bliver intet mindre end den velkendte klassiker MØD MIG PÅ CASSIOPEIA, publikum kan se frem til, i de eventyrlige omgivelser, og til tonerne af Kai Normann Andersens evergreens som "Musens sang", "Den allersidste dans", "Stemningsmelodien", "Gå ud og gå en tur" og "Alene med en yndig pige".
Direktør og kunstnerisk leder af Stevns Sommerspil, Nicolaj Cornelius, udtaler:
"Det er mange drømme, der på én gang går i opfyldelse til sommer på Stevns.
At få lov til at producere og medvirke i denne store klassiker af en musical, bliver naturligvis helt vidunderligt, men samtidig at få lov at til skabe et helt nyt udendørsteater til glæde for så mange frivillige, nye talenter, Stevnsboerne og hele oplandet - det er en ubeskrivelig stor glæde for mig. "
Udover at skabe professionelle, udendørs musicalforestillinger, bliver Stevns Sommerspil også et springbræt for nye, spirende talenter, og et socialt samlingssted for egnens mange frivillige hvert år.
Handlingen i MØD MIG PÅ CASSIOPEIA
Succeskomponisten John Berger har mistet sin kunstneriske inspiration, da hans hustru Irene, Alhambra Teatrets primadonna, har ladet sig separere fra ham. Med kun 14 dage til den forestående premiere, står den ulykkelige komponist i sit livs mareridt - men pludselig dukker der noget uventet op - selve Musikkens Muse, Polyhymnia.
For første gang lander hun på jorden i menneskeskikkelse og har kun ét brændende ønske: At finde ud af hvordan hun virker på en mand!
Hun forelsker sig hovedkulds i flyveren Harry Schmidt, som ellers har et godt øje til Irene, som jo stadig er gift med John! En hvirvelvind af forviklinger udspiller sig nu, og til sidst må hendes far - Tordenguden Zeus - uforvarende stige ned til jorde og kalde sin datter til orden! Her møder han tilfældigt den græskinteresserede Rosa Elisa, Harrys tante, som ikke er bange for at dele ud af livets glæder - og endnu flere forviklinger opstår!
Holdet på og bag scenen
Når Stevns Sommerspil den 27. juli 2023 inviterer publikum til egnen, bliver det i samarbejde med Nicolaj Cornelius, der er Danmarks yngste musicalproducent. Nicolaj Cornelius er uddannet sanger og skuespiller, og var desuden i perioden 2008-2014 Danmarks yngste revydirektør. I 2019 blev han kåret som "Danmarksmester i Matador" af Danmarks Radio, da han vandt det årlige korsbæksmesterskab på Bakken, og siden har Nicolaj Cornelius blandt andet turneret landet rundt med sit succesfulde one-man-show "Fra Skjern til Varnæs", som han også selv har skrevet manuskriptet til. Til sommer står Nicolaj Cornelius i spidsen for Stevns Sommerspil som direktør og kunstnerisk leder, mens han også indtager hovedrollen som John Berger i MØD MIG PÅ CASSIOPEIA.
Publikum kan desuden glæde sig til at se Sune Svanekier i rollen som Teaterdirektøren Hilmer. Sune Svanekier har med sine mange år som både skuespiller, dramatiker og instruktør sat et markant aftryk, og kan blandt andet pryde sit CV med forestillinger som Atlantis, der havde urpremiere i 1993, Von Scholten (2010), Skammerens datter (2012), Jordens Søjler (2016) og Vildheks i (2017). Sune Svanekier er desuden en af hjernerne bag musicalen Margrethe, der har premiere på Det Kongelige Teater i sommeren 2023.
Nicolaj Cornelius og Sune Svanekier får selskab på scenen af professionelle skuespillere som Marie Louise Hansen, Sandra Elsfort, Thor Vestergaard, Susanne Breuning, Bjarne Antonisen og en række frivillige, til tonerne af Kai Normann Andersens uforglemmelige musik.
Stevns Sommerspil er stiftet af Gjorslev Gods, Mad og Ro og Cornelius' Teaterselskab.
Se spilletider og læs mere om MØD MIG PÅ CASSIOPEIA på stevnssommerspil.dk
Billetter kan købes på stevnssommerspil.dk
Videos