Lørdag den 11. September 2021
Lørdag den 11. September 2021 åbner Aalborg Teater sæsonen på Store Scene med premiere på Maxim Gorkijs Sommergæster på Store Scene.
En gruppe venner har samlet sig i et sommerhusområde. Her sidder de så. Som dannede og sofistikerede læger, forfattere, ingeniører og direktører.
De er fælles om store mængder alkohol, der akkompagnerer de lange snakke om livet. Fælles om de lange nætter, de små skandaler og den voksende mistillid til verden omkring dem. I deres midte ulmer oprøret mod virkelighedsflugten.
De har alt: penge, succes, frihed - men der mangler alligevel noget - for den veluddannede middelklasse er livet ikke blot ulideligt let, det kan også være ulideligt tomt
Sommergæster er skrevet af den verdenskendte russiske dramatiker Maxim Gorkij. Selvom Sommergæster, der er skrevet i 1904, har mere end 100 år på bagen, er den fortsat stærkt aktuel med sin underholdende og sylespidse skildring af middelklassens passivitet.
Medvirkende
På scenen kan man opleve næsten hele Aalborg Teaters store ensemble. På rollelisten er Lars Topp Thomsen, Kathrine Høj Andersen, Maria Henriksen, Janis Nabil Bakrawi, Martin Ringsmose, Steffen Berenthz Eriksen, Karla Rosendahl, Line Nørholt, Thomas Kristian Bek, Evrim Benli, Østen Borre Simonsen, Jørgen W. Larsen, Marie Knudsen Fogh og Annika Johannessen.
Sommergæster iscenesættes af Teaterdirektør Hans Henriksen og scenografien til forestillingen er skabt af den verdenskendte schweiziske professor og arkitekt Serge von Arx, der blandt andet har været scenograf for Robert Wilson og desuden har arbejdet som scenograf på teatre over det meste af verden. Kostumerne til forestillingen er designet af Nina von Arx.
Spilleperiode
Sommergæster spiller på Aalborg Teaters Store Scene fra 11. til og med 25. september 2021. Der spilles mandag til fredag kl. 19.30 samt lørdage kl. 16.00.
Videos