Baseret på Linn Skåbers bog med samme navn
Anmeldt af Frederik Amandus Drejer Mølgaard
Til Ungdommen er baseret på norske Linn Skåbers bog af samme navn, hvor hun har talt med norske teenagere om, hvad der fylder i deres liv. Alt fra følelser, svigt og forelskelse til pres fra forældre. På scenen bliver bogen bragt til live af Adam Schmidt, Anna Hawa Kamuk Mnasi, Asbjørn Hays Thøgersen, Emma van der Vleuten Busk og Emil Hyldeborg. Alle 5 leverer en stærk præstation med både nerve og nærvær, der på hver sin måde adskiller sig fra hinanden.
Forestillingen er opbygget af en masse små novelle-monologer, hvor man ser et ungt menneske stå i en situation, der for dem, lige nu fylder hele deres verden. Det være sig den unge pige, der hellere vil blive hjemme for at være sammen med vennerne, i stedet for at tage i sommerhus med sine forældre. Eller den unge dreng, der sammen med sine venner overfalder en anden dreng i skolegården, samtidig med at han sparker og slår løs, forestiller han sig, hvordan han kunne stoppe det, og forsvare drengen. Men han fortsætter alligevel i frygt for at være forkert, eller at det er ham næste gang.
Selvom mange af fortællingerne er både stærke og nærværende, er der desværre også nogle, som falder lidt igennem for mig. Men dermed ikke sagt, at de ikke kan være stærke og relaterbare for andre. Det er på samme tid både en svaghed og en styrke for forestillingen, da den favner flere, men samtidigt på nogen punkter kan virke en smule lang, hvis der kommer 2 fortællinger, hvor man som publikum ikke bliver fanget af historien.
Jeg er på ingen måde i tvivl om, at alle, der ser forestillingen på et eller andet tidspunkt, bliver ramt af noget, de kan relatere til eller selv har oplevet. Så på det punkt er det jo lykkes for Instruktør Pelle Koppel at skabe en forestilling, der favner generationer bredt, og som både unge kan spejle sig selv i, men også hvor forældre måske kan blive mindet om, hvordan det var at være ung.
"Til Ungdommen" er en rigtig stærk forestillingen, som alle forældre til teenagebørn bør tage deres unger med ind og se. Den vil uden tvivl give noget at tale om på vejen hjem, eller ved køkkenbordet i dagene efter.
--
Foto: Teater V
MEDVIRKENDE: Adam Schmidt, Anna Hawa Kamuk Mnasi, Asbjørn Hays Thøgersen, Emma van der Vleuten Busk og Emil Hyldeborg
MANUSKRIPT: Linn Skåber
ISCENESÆTTELSE, OVERSÆTTELSE OG BEARBEJDNING:Pelle Koppel
Videos