******
Østjyderne elsker Silas Holst! Fra det øjeblik, han træder på scenen, fyldes salen med klapsalver og jubel, som jeg kun har set lige ved Stig Rossen-koncerter. Her føles det som, at Rossen har en konstant fanskare, der møder trofast op, uanset hvad der spilles. Samme følelse får jeg med Silas Holst, og det er måske meget heldigt, for Saturday Night Fever er ikke en musical, der bærer sig selv stærkt.
At One & Only vælger at genopsætte Saturday Night Fever er mig lidt en gåde. Historien er papirtynd, og medmindre du elskede John Travolta i filmen eller er vild med diskomusik, skal du lede efter de gode elementer i forestillingen. Jeg underkender ikke, at den raser af nostalgi, hvilket også afspejler sig i publikum denne aften. Men at fylde en scene med diskolys, dansere, diskokugler og heftigt bankende musik, kan altså ikke gøre det ud for en musical hos mig.
Som i 2017 står Silas Holst i spidsen som den italienske “stud” Tony, der lever for at danse. Han bærer forestillingen, og det er tydeligt, at han har udviklet sig siden første opsætning. Han tager ansvaret på sig ubesværet, og han kommer med en dejlig autentisk og uskolet tilgang til rollen. Især hans replikføring står skarpt denne aften, hvor han ender med at hive flere scener hjem, der potentielt ville have tabt publikum ellers. Han gør, hvad han kan med et manuskript, der ikke giver ham meget at arbejde med. Det bliver lidt til nogle yderpoler indimellem og en smule hektisk. Men alt i alt fremstår han som en skøn gavtyv med noget på spil. Derudover er der nogle biroller, der ikke rigtig folder sig ud. Deres karakterer bliver tunge i det samlede billede, og især op mod det hektiske tempo, der er lagt for dagen.
Om det hektiske tempo skal dække over det tynde manuskript, må blive et gæt fra min side. Det giver mig i hvert fald følelsen af en fragmenteret forestilling, hvor vi aldrig rigtig kommer ned i problemstillinger eller følelser. Og dem er der da trods alt en del af. Det medfører desværre også utallige sceneskift, i en ellers velfungerende kulisse, der hurtigt bliver tung og lægger scenen øde.
Josefine Tvermose er charmerende som Stephanie. Det kan dog undre mig, at man ikke har prioriteret en dygtig danser til en rolle, der flere gange i stykket omtales som den dygtigste? Samspillet med Silas er fint, men det tynde manuskript og det hektiske tempo gør deres relation svær at tro på.
Hvad der dog fungerer i Saturday Night Fever er dansen. Hvis du kun kommer for at se fed dans, bliver du ikke skuffet. Koreografien er lækker, udført af dygtige dansere og understøttet af Joachim Pedersens orkester – det er en oplevelse i sig selv. De fleste sange synges af Line Krogholm og Ilang Lumholt fra sidelinjen, og understøtter en følelse af at minde mere om en teaterkoncert end en musical.
En af aftenens stærkeste præstationer leveres af Søren Torpegaard som den sårbare Bobby. Hans fremførelse af “Tragedy” er rørende, og lidt koreografisk hjælp giver nummeret ekstra vægt. Det kunne flere af numrene i øvrigt have haft gavn af. Om det stilistisk passer sammen, tror jeg ikke helt, at jeg synes. Men med det teaterkoncertagtige koncept, kunne flere skuespillere have haft glæde af hjælpen. Drengegruppen omkring Tony har også en god energi, der trækker forestillingen op.
Jeg kunne ønske, at One & Only havde turdet satse. Med Silas Holst på scenen, ville publikum nok komme uanset, så hvorfor spille det sikre kort og genopsætte Saturday Night Fever? Hvor kunne det have været spændende med noget nyt og mere ambitiøst, som kunne give musicalgenren mere tyngde og et (yderligere) løft.
Alt i alt er Saturday Night Fever en fin og underholdende aften. Går du kun i teatret én gang om året, vil du sikkert synes, den er imponerende. Holdet får det meste ud af et svagt manuskript, og Silas Holst imponerer som en skøn, nutidig John Travolta.
Foto: Miklos Szabo
Cast:
● Tony Manero: Silas Holst/Alban Lendorf
● Stephanie Mangano: Josefine Tvermoes
● Annette: Christine Astrid Nielsen
● Bobby C.: Søren Torpegaard Lund
● Double-J: Cristopher Rørmose
● Frank Manero, Sr.: Ole Boisen
● Flo Manero: Jeanne Boel
● Frank Manero, Jr.: Stanley Bakar
● Fosco: Søren Bang
● Monty: Nastja Arcel
● Sangere: Line Krogholm og Ilang Lumholt
● Dansere/Ensemble: Alberte Kyst, Laura Vesti, Linea Høeg Olsen, Patrick Terndrup,
Nicklas Milling, Simon Glæsel, Nadin Reiness, Magnus Kofoed, Tone Reumert, Sofie
Lohmann, Ernestine Ruiz
Det kreative hold:
● Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
● Koreograf: Silas Holst
● Scenografi og kostumer: Simon Higlett
● Lysdesigner: Súni Joensen
● Lyddesigner: Tim Høyer
● Assisterende kostumier: Simone Bartolin
● Instruktør assistent: Christina Ørbek Mølgaard
● Assisterende koreograf: Ronni Morgenstjerne
● Producent: Ulrikke Hermansen og Louise Münzberger
● Executive producer: Jesper Winge Leisner
● Produktionsselskab: One And Only Musicals
Comments
Videos