Review: NO REGRETS at Teatret Svalegangen

******

Tilbage i mine yngre dage sad jeg i en bus på vej til en kamp i Parken med Landsholdet. Året var 1999, og med en baggrund i dansens verden var fodbold meget langt fra min referenceramme. Faktisk var min eneste referenceramme indenfor sportsgrenen: Bold, mål, scor – og Stig Tøfting. Hans fascinerende korporlige bulderbassestil havde ramt mit hjerte. Fra sædet bag mig spurgte to mænd: hvem kan du bedst lide?! Grinet var højt og en smule hånligt, da jeg stolt svarede ”Stig Tøfting”...

Jeg føler mig ung som i 1999 igen, da jeg træder ind i Teatret Svalegangens foyer. Jeg var desværre forhindret i at se forestillingen "No Regrets", da den kørte for udsolgte sale i 2022. Muligvis af den årsag kribler det lidt ekstra i kroppen på den gode måde. Bogen, der ligger som grundlag for forestillingen, slugte jeg, da den udkom – naturligvis. 

Det er umuligt ikke at blive grebet af stemningen, når man kommer ind i salen. Jeg reduceres straks fra en ganske almindelig dødelig til en rødglødende AGF-fan. Der uddeles dåsebajere (og en Faxe Kondi til denne anmelder med et lille grin), mens man tager plads på lægterne omkring græsbanen, der til forestillingen har fået vendt bagsiden opad. Symbolsk? Ja, og symbolerne står da også i kø flere gange. 

”No Regrets” følger bogen. Der dannes en flot sløjfe, når vi starter og slutter til samme julefrokost. I nedslag bliver publikum over 75 minutter driblet rundt i Stig Tøftings liv fra den spæde start til bogens slutning. Det går stærkt. Det er hæsblæsende. Der bygges stødt op for at ende i en eksplosion for Stig Tøfting, hvor jeg kan mærke min hals snører sig sammen i ren sympati. Morten Kjær, der spiller Stig Tøfting, giver sig selv fuldt ud. Han formår at formidle det pres Stig Tøfting har været under. Han sætter kontrasterne godt op mellem den "bløde Stig" og "voldsmanden Stig". Publikum sidder med en slags sympati og forståelse for, hvorfor han er endt i de episoder, han er. 

”No Regrets” har forestillingens fem spillere på scenen hele tiden. Det er effektfuldt, og med overdrevne karakterer fra fodboldverdenen er der kræs for fans. Jeg ville i hvert fald ønske, at mit kendskab havde været større, da det helt sikkert ville have givet et ekstra lag. Da skuespillerne hele tiden falder ind og ud af forskellige roller, er det som i en koreograferet fodboldballet med til at opretholde et kvælende højt energiniveau. Tilsæt lugten af sved og risikoen for at blive ramt af spyt, og forestillingen bryder hurtigt den fjerde væg. Scenograf Aleksandra Lewon får med få virkemidler sagt uendelig meget. Det bliver voldsom intenst, når vi sidder som tilskuer til kampen, kun afgrænset af banens græskant. Alt spiller sammen: Lyd, lys og scenografi. Det bliver nærmest interaktivt, hvor publikums hoveder vender sig konstant for at følge med i det hele. 

Når jeg vakler mellem at give 4 eller 5 stjerner til forestillingen, skyldes det forskellige ting. Den intense helhedsoplevelse, hvor jeg virkelig føler mig som en ægte fodboldfan, trækker væsentligt op. Det føles nyskabende og bare generelt fedt. Men jeg savner dybde flere steder. Det hele bliver for hæsblæsende til, at jeg får opbygget en ordentlig relation til Stig Tøfting og især hans kone Betiina (spillet af Sara Line Møller). Hun står underlig uforløst tilbage for mig. Uanset hvor godt et job Morten Kjær gør som Stig Tøfting, savner jeg ”Plæneklipperen”. Mortens flotte, ranke, muskuløse holdning er ikke helt den bulderbasse, jeg forbinder med Stig Tøfting. Han er ikke helt faretruende nok. Derfor kan det også være en fordel at kende til Stig Tøfting eller have læst bogen i forvejen, for at få alle mellemregningerne. Det ville nok også give en større forståelse i forhold til ”Voldsmanden Stig”. Selvom vi introduceres for grænseoverskridende presse og fans, levner forestillingen et indtryk af, at Stig Tøfting ikke er andet end en simpel voldsmand. Med tatoveringen, der ikke rigtig forklares, ”No Regrets”, efterlader det kun et yderligere spørgsmålstegn. Jeg savner, at instruktør Morten Lundgaard havde sat tempoet lidt ned og givet tid til at uddybe. Evt udvide med mere forestillingstid med en tilsat halveg til en stadionsplatte. 

”No Regrets” er dejlig jysk. Her tales der med ”en kartoffel i munden” og stemningen af ”de hviiiie”. Den skal klart ses med dine AGF-venner, og forestillingen (og skuespillerne) fortjener, at publikum bliver revet med i lål lål lål-sang og dåseøl. Da jeg så den, var publikum desværre lidt for ”pæne”. Dette er forestillingen, der får granvoksne mænd til at græde, og fodboldfans til at juble af begejstring. Ikke mindst er forestillingen egnet til et helt nyt publikum, der ikke normalt går i teatret. Og det kan da kun glæde. 

… Da bussen igen kørte mod Jylland efter landskampen, havde jeg et stort smil på læben. Anderledes så det ud hos de to mænd bag mig, der jo måtte erkende, at ”Okay, Stig Tøfting spillede eminent”.

Foto: Teatret Svalegangen

Forestillingen kører på Teatret Svalegangen til og med 17. februar.  Herefter tager den på Danmarksturné. 

MEDVIRKENDE MORTEN KJÆR, SARA LINE MØLLER OLSEN, MATIAS HEDEGÅRD ANDERSEN, HOLGER ØSTERGAARD, CASPAR JUEL BERG

IDÉ MORTEN LUNDGAARD

TEKST TROELS ENGELBRECHT OG MORTEN LUNDGAARD FRIT EFTER LARS STEEN PEDERSENS BIOGRAFI

INSTRUKTION MORTEN LUNDGAARD

SCENOGRAFI ALEKSANDRA LEWON

SCENOGRAFIASSISTENT ANNA LOVÍSA S. DAVIDSDÓTTIR
LYSDESIGN EBBE RODTBORG

LYDDESIGN SEBASTIAN TOFT, ANTON BAST

VIDEODESIGN MAGNUS PIND

VIDEOTEKNIK RUNE TØNNES

MOVEMENT DIRECTOR Christian From

SCENEMESTER JESPER FOLKE

MUSIK SEBASTIAN TOFT, ANDERS RUBY

INSTRUKTØRASSISTENT JAKOB BIE ANDERSEN OG LINNEA COHRT GRID

PRODUCERET AF TEATRET SVALEGANGEN

To post a comment, you must register and login.