******
”Mine tårer drypper ned i candyflossen, det ligner regnvejr på lyserødt snelandskab” – og havde jeg siddet med det fluffy, lyserøde sukkerstads i går i Musikhuset, var min sukkerstads regnet bort af mine tårer.
Uanset om det var tårer af grin eller smerte, fik Aveny-Ts forestilling ”Min mor siger” mig ud i en større rutsjebanetur af følelser. Forestillingen, der bygger på bogen af Stine Pilgaard med samme titel, byder nemlig på et helstøbt univers, som publikum er nødt til at overgive sig til. I halvanden time er det bare at sætte sig tilbage i sædet og tage på det eventyr Sofie Torp, Nina Rask og Laurits Emanuel fortæller.
Stine Pilgaard står for mig som meget mere end ”bare” humoristisk. Det jeg netop synes, at hun kan er at lave nogle dybere lag, der er læserens opgave at læse og tolke på. Det lag, jeg læser mest ind i hendes tekster, er melankoli og smerte. Det står i skærende kontrast til hendes enorm sjove og sorte humor. Der går derfor ikke lang tid fra Sofie Torp kommer ind på scenen, til jeg allerede er dybt berørt. Det skyldes også Laurits Emanuel lydkulisse, hvor vi dels præsenteres for gedigne, velklingende popsange, men også hjerte-smerte sange. Han laver markante skift i hans lydunivers, hvor ”det ydre” præsenteres af en nærmest karikeret Melodi Grand Prix-lyd, hvor det er umuligt at sidde stille i sædet. Mens ”det indre” er melankolske, melodiøse melodier, der går direkte i hjertet. De første får mig til at grine, de sidste til at græde. Præcis som Stine Pilgaards bøger gør ved mig.
Bogen er ikke slavisk omsat til scenen. Det er highlights, hvor ”søhestemonologerne” er omdannet til sange. Det fungerer fantastisk. Vi er aldrig i tvivl om tid eller sted på trods af de enkle, farverige kulisser. Kun få ting bliver en smule forvirrende, hvor det kunne være en fordel at have læst bogen først. Stine Pilgaards poetiske tekst er som skrevet til teater, og som publikum er det en fornøjelse at blive lukket ind i de smukke ord. Især Søhestemonologerne er magiske, hvor Stine Pilgaards tekster for alvor rammer mig.
Sofie Torp står i front som stykkets hovedperson. Det er hovedrollens kærlighedsbrud, vi er vidne til. Uanset hvilken følelse Sofie Torp spiller, kan jeg mærke den. Hun kommer langt ud over scenekanten, og tager mig med ind i hendes smerte. Hun er som skabt til rollen som ung, korporlig, forsmået ekskæreste. Vi griner med og ad hende, når hun f.eks. påstår, at hun selvfølgelig er klar til børn, og vi græder, når hun erkender tabet af ekskæresten. Sofie Torp har en fin skrøbelighed under den stærke, vrede kvinde, som jeg synes er autentisk og ægte. Hun har en vanvittig god timing, der på aftenen stod knivskarpt. Hun synger ikke bare dejligt, men lever sig ind i sangene, så man trækkes fuldstændig ind.
Nina Rask spiller en mulitirolle ligesom Laurits Emanuel. De spiller begge de samme roller som f.eks. mor og far. Publikum er dog aldrig i tvivl, da der ofte følger et ”siger mor/far”. At de vælger at bringe replikformen fra bogen ind på scenen, understøtter kun humoren.
Nina Rask står dog stærkest i rollen som ekskæresten. Hun er en fin, rolig modpol til Sofie Torps temperamentsfulde hovedrolle.
Laurits Emanuel er muligvis ikke uddannet skuespiller, men han har et stort komisk talent. Og så er han vanvittig musikalsk, som han for alvor får lov at vise på scenen.
Forestillingen tog mig med storm. Det er noget af det sjoveste og mest rørende teater, jeg har set længe. Jeg var en smule overrasket over, at der gik så kort tid, inden mit filter brød ned. Herfra sad mine følelser helt udenpå tøjet, og jegskiftede mellem at græde af grin og indlevelse. Da Laurits Emanuel mod slutningen krængede sin sjæl ud, måtte jeg overgive mig til en flod af tårer, jeg på ingen måde havde styr på.
”Min mor siger” er en god blanding af Lex & Klatten kombineret med et lydunivers af Melodi Grand Prix og Omsen & Momsen. Her er humor, her er smerte og alt det ind imellem pakket ind i et farverigt univers. Det er næsten en musical, men samtidig er det ikke. Det er ikke kun for kvinder. Det er ikke kun for unge. Følelserne og situationerne er så genkendelige, at mange vil kunne spejle sig i dem – og derfor grine lidt af sig selv. Eller give sig selv et kærligt kram bagefter. Det her er en forestilling, du ikke vil gå glip af.
TEKSTFORFATTER Stine Pilgaard
ISCENESÆTTELSE & DRAMATISERING Signe Hørmann Sørensen
MEDVIRKENDE
Sofie Torp, Nina Rask & Laurits Emanuel
MUSIK Laurits Emanuel
SCENOGRAFI Simone Bartholin
LYSDESIGN Rosa Birkedal
TONEMESTER Jacob Valet
KOSTUMIER Hanne Mørup
FORESTILLINGSLEDER
Jules Søgaard Mogensen
KOREOGRAFKONSULENT
Ingeborg Meier Andersen
INSTRUKTØRKONSULENT
Sargun Oshana
INSTRUKTØRASSISTENT
Ane Stensgaard Juul
SCENOGRAFIASSISTENTER
Victoria Osbar og Laura Meier Hagested
PRODUCENT Aveny-T
FOTO
Emil Indiana Holm
PLAKATFOTO Amanda Bødker
Comments
Videos