På turné netop nu
At skulle koge 24 afsnit af danskernes yndlings tv-serie, "Matador", ned til to en halv times musical virker som noget nær en umulig opgave. Det ender desværre mest som et forjaget forsøg med enkelte lyspunkter.
Det starter egentlig lovende, da Mads Skjern og sønnen Daniel besøger Jernbanerestauranten. Selvom Mads Skjern, spillet af Nicolai Jørgensen, ingen sammenligning har med originalen Jørgen Buckhøj, præsenteres vi for gode kopier af Boldt, Fede og Grisehandler Larsen. Det giver anledning til at tro, at det kunstneriske team har ønsket at lave en god kopi. Men sådan er det ikke. For det viser sig, at kun enkelte gennemgående karakterer er veludførte kopier.
Det giver anledning til stor forvirring hos mig. For hvad er det egentlig, at man har ønsket at lave? Marie Dalsgaard og Gordon Kennedy leverer faktisk to stærke, genkendelige præstationer, hvor især Maude er spot on. Det er også de to, der høster de fleste grin og applauser. Når man tager valget om, at have karakterer med, der ligger så tæt op ad originalerne, er det uundgåeligt at sammenligne med tv-serien. Det efterlader desværre resten af flokken i en barsk situation, når de til gengæld laver det til deres eget. Jeg havde købt mig mere ind på præmissen, hvis man havde valgt enten at lave en fuldstændig nyfortolkning eller striks kopi. Fortolkningerne blegner desværre.
Det er ikke kun ovenståendes skyld, at jeg sidder tilbage lidt småforvirret. Jeg genså tv-serien for et par år tilbage. Gudskelov - vil jeg sige. For at bringe 24 afsnit ned til 2,5 time kræver, at man hugger en hæl og klipper en tå. Så en del (vigtige) historier og tematikker er udeladt. Ligesom nogle karakterer også har måtte lade livet, hvilket egentlig føles okay. Manuskriptet kommer primært til at centere sig om Mads Skjern og hans rejse. Selvom vi inviteres ind i andre familier, er det oftest for at bibringe noget til Skjern-fortællingen. Det hele bliver spillet i yderst korte scener, med yderst få replikker, men meget lange sceneskift. Jeg når ganske enkelt ikke at lære karaktererne at kende, og tiden går mest med at se borde og kasser bliver båret ind og ud. Scenograf Benjamin la Cour har ellers forsøgt, det bedste han kan med en smuk, enkel og effektiv scenografi, hvor især led-skærme tager os nemt rundt i Korsbæk. Publikum klapper og klapper, men vi ender med at miste gejsten, når vi endnu engang skal klappe scenen ud. Selvom der er et vidunderligt hold dansere med, virker de desværre amputeret og ikke som en integreret del af forestillingen.
At gå Mads Skjern-vejen er egentlig fint. Det er en god historie. Måske lige vel meget ansvar at lægge på Nicolai Jørgensens skuldre, der enten er meget stolt eller meget vred. Han når desværre ikke rigtigt at give Mads mange nuancer. Den ekstra tid han mangler, kunne man måske have taget fra Møghe-duoen. Den historie bliver lang - alt for lang. Omend Daimi er skøn, er det egentlig en lidt ligegyldig historie i resten af manuskriptet. Hun får endda lov at synge en sang. En virkelig underholdende og sjov en af slagsen - men som havde passet bedre i en revy.
Det ærger mig, at man ikke har valgt at fokusere på nogle af de tematikker, der er mere op i tiden som f.eks. at skille sig ud fra normen eller hele kvindekampen. Kun Maude oplever vi en udvikling i.
Musik og tekster har Lise Cabble og Burhan G lavet sammen. Den har et melodi grand Prix-islæt over sig, og det bliver for meget "hjerte rimer på smerte" til mig. Opfindsomheden er ikke stor eller poetisk. Tværtimod ender en stor del af sangene med at køre i samme sætning igen og igen og igen... Og igen. Der er ingen tvivl om, at castet kan synge. Der er yderst stærke kræfter med, og vi får da også lov at høre enkelt bud på smukke sangstemmer. Desværre er materialet ikke stærkt nok til at vise, hvad de rigtig kan.
Der er dog også lyspunkter. Som førnævnt er scenografien smuk. Orkesteret spiller r*ven ud af bukserne, og der er et stærkt hold velkoreograferet dansere. Deres næsten stumfilmsagtige koreografi er underholdende. Derudover stikker enkelte skuespillere ud. Udover førnævnte sublime Marie Dalsgaard og komiske Gordon Kennedy leverer Carsten Svendsen også en fin og rørende Kristen Skjern.
Matador blev desværre ikke en smuk og pompøs musical som håbet. Den blev alt for forjaget og rodet. Men når jeg kiggede rundt i salen, der denne aften primært var 55+, blev der klappet og grinet. De virkede glade og underholdt. Og selvom jeg sad med en følelse af, at castet ikke havde deres bedste dag, var det åbenbart alligevel nok til at fornøje publikum. Man skal nok ikke undervurdere nostalgieffekten.
Foto Miklos Szabo
Det kreative hold:
Baseret på DR’s TV-serie ”Matador” manus af Lise Nørgaard mfl., instruktion Erik Balling. Med tilladelse fra Nordisk Film Production A/S på vegne af instruktør Erik Balling
Rollelisten:
Videos