Spiller i Århus netop nu
Anmeldt af Astrid Bigum Kristensen
Der er ingen ende for begejstringen hos ungerne på syv og ni år efter årets Cirkus Summarum i Aarhus.
Det er flot, festligt og professionelt. Og også med øjeblikke af magi.
Vi har været faste gæster i cirkusteltet gennem flere år, og jeg er fan af Cirkus Summarum, når de binder de forskellige indslag sammen med en sammenhængende historie. Nogle gange går det godt – andre gange knapt så godt.
Denne gang startede det virkelig fint, men tabte pusten undervejs.
Det er solid underholdning for både børn og voksne. Det er dygtige entertainere, der kan sit kram, og selvom det somme tider overhovedet ikke passer ind i historien, at Motor Mille skal svinge sig rundt i loftet, så er det netop det, hun som uddannet cirkusartist kan, og som børnene både forventer og elsker.
Årets historie er spundet over minder. Hr. Skæg, Rosa, Silja, Motor Mille og Onkel Reje finder et hul i manegens gulv, der gemmer på mange minder fra dengang de første gang mødte hinanden på ø-lejr.
Og netop her kan og tør Cirkus Summarum berøre emner, som ellers kan være lidt svære.
Det er rørende, når Rosa trækker i sin afdøde mors kjole, svæver til himmels for at være tæt på hende og synger ”fodspor i sneen, ligemeget hvor du rejser hen, bare du ved, jeg følger med, som stjernen højt på himlen” i Søs Fengers ”Holder øje med dig”.
Det er tankevækkende, når Hr. Skæg leder efter sin bedste ven, Store Jakob, som ingen kan se – for Store Jakob, der også var Hr. Skægs eneste ven, er nemlig usynlig.
Magien forsvinder lidt og bliver erstattet at mere falde-på-halen-komedie, når Rosa afslører sin hemmelighed – at hun tissede i sengen, Onkel Reje fik børneorm på lejren, og Mille klippede håret af alle barbiedukkerne.
Ikke alle minder og hemmeligheder er lige dybe – nogle af dem virker mest som fyld, for at få tiden til at gå, men alligevel er der små detaljer, der viser, at man kan gøre lige nøjagtigt, som man vil, uden at nogen skal sættes i bås.
Hr. Skægs yndlingslegetøj fra barndommen er en ballerina, og Siljas er en robot. Samtidig fortæller Hr. Skæg, hvordan han ikke turde betro nogen om sin første kærlighed, mens Silja derimod viste sin kærlighed på en hel anden måde.
Forestillingen er fyldt med fine sange, de fire af artisterne synger helt fantastisk, mens den femte nok burde holde sig mere til artisteriet, men indpakningen af Cirkus Summarum er som sædvanlig flot og fascinerende.
En svensk jonglør, dygtige dansere og cirkusbørn er med til at fylde ud på scenen, og man kan ikke sætte en finger på de fem hovedfigurers performances, flot bakket op af DR Big Band.
Selve historien kan diskuteres, men selvom magien ikke rakte til hele forestillingen – så lur mig, om vi ikke vender tilbage næste år alligevel.
Foto: Agnete Schlichtkrull
KUNSTNERISK TEAM
Instruktør/Koreograf – Toniah Pedersen Manuskriptforfatter – Julie Ravnhøj Musikproducer - Adi Zukanovic
CAST
Hr. Skæg – Mikkel Lomborg
Onkel Reje – Mads Gertsen
Motor Mille – Mille Gori
Rosa – Rosa Gjerluff Nyholm
Silja – Silja Okking
Videos