Review: URINETOWN - THE MUSICAL at Fredericia Teater

******

Man sidder tilbage med ondt i kinderne af de store smil, og publikum vil ikke forlade salen. Kunne vi da bare få et af de store numre én gang til. For "Urinetown" er en musical fyldt med absurd komik, god musik og masser af showstoppers.

Siden jeg i 2005 så "Urinetown" som showcase på selvsamme teater, har jeg drømt om at se den igen. Dengang var det i en forkortet engelsk udgave, men alligevel blev jeg fuldstændig fanget af den underspillede og absurde musical. Allerede da jeg går igennem foyeren starter morskaben. To rapkæftede "tissekoner" står klar med dagens program og en kæk bemærkning. I dagens anledning får man udleveret programmet på toiletpapir - 3 lags naturligvis af den gode slags, bliver vi forvisset om. Det er sjovt, og stemning er ligesom lagt.

"Urinetown" er en nyere musical. Skrevet i 1999 og debuterende Off-Broadway i 2001. Det kan man ikke mærke. Jeg sidder undervejs og forsøge at gætte tidsalderen på musikken og inspirationen dertil. Jeg får referencer til klassikere som Les Miserable og endda vores egen Atlantis. Det er en stor blanding af alt muligt. På et tidspunkt er det endda disharmonisk - yderst bevidst og for at understrege en pointe. Orkesteret er et af de mindre på blot seks mand, men de spiller som altid bragende. Musikken er fængende med masser af uptempo, og her dagen efter synger jeg stadig "Tissebyen". Det er musik man bliver glad af, selvom musicalen egentlig er sørgelig, som vi får fortalt i starten.

Handlingen er absurd. Vi introduceres gennem to fortællerkarakterer, der også indgår i forestillingen. Det fungerer godt, når de indimellem sætter forestillingen på pause og tager tykt gas på musicalgenren. For her tager vi ikke tingene så højtideligt. Det gør manuskriptet sjovt og vanvittigt absurd. Jeg har aldrig set noget lignende, må jeg bare konstatere. Teksten er underspillet med undertoner, som du skal være vaks for at fange. Gør du det, får du fuld valuta for pengene (Denne gang er prisen faktisk yderst tilgængelig). Forestillingen er iøvrigt omskrevet til dansk, hvilket fungerer fint i Mads Æbeløe Nielsens udgave.

"Urinetown" spilles normalt af et 20 mands stort ensemble. Men Fredericia Teater vælger ikke nemme løsninger, så de har valgt at halvere castet, benytte teaterets faste cast og blot supplere med et par ekstra. Det betyder i praksis, at hver skuespiller spiller flere roller. Normalt er jeg ikke tilhænger af dette, men lige i "Urinetown" fungerer det fantastisk. Det betyder, at vi møder Lars Mølsted som både betjent og hjemløs - i samme scene. Og vi oplever også at en genopstandelse! Jeg tror, at de tager rekorden for hurtigste tøjskifte i denne forestilling.

Skuespillerne bærer helt sikkert denne forestilling. Det er imponerende, at man på Fredericia Teater har så stærkt et cast. De kan jo ikke bare synge, men spiller også godt. Og så kan de danse! Det får de for alvor lov at vise. Koreograf Kim Ace Nielsen, der også spiller med i forestillingen, har lavet de vildeste showstoppers. Her får vi alt fra hiphop til argentinsk tango. Fantastisk at dansen i den grad sættes i fokus.

Alle spiller godt. I denne forestilling kunne jeg leve med, at kun et enkelt led var lidt svagere end de andre. Scenerne i underverdenen bliver desværre også stærkere end i overklassen. Castet stråler og viser os, hvorfor Fredericia er hovedstaden for musicaltalenter. Jeg sad med følelsen af, at jeg aldrig har set et cast have det så sjovt på scenen. Det formåede de at sende ud over scenekanten. Hver enkelt karakter har sin egen lille skævhed: skæve ben, tics eller dårlig ryg. Det præsterer de at holde hele vejen igennem. Lars Mølsted stjal mit hjerte lidt ekstra denne gang som hiphop dansende betjent. Kim Ace Nielsen overraskede mig med de små detaljer. Maria Skuladottir var som altid velsyngende. Ligesom Frederikke Maarup Viskum var charmende naiv. Men egentlig bør alle fremhæves!

Scenografien er enkel i to plan. Første etage er den magtfulde mastodont Troels E. Tårnhøjs kontor, hvor man nedenunder har bygget undergrund og pissoir. Man benytter LED-skærmene til at skabe stemning. Den simple scenografi betyder, at vi lægger vægt på skuespillet i stedet for sceneskift. Kostumerne er detaljerede og sjove. En sjov detalje er de usandsynlig grimme parykker, der slår perfekt ned i en 80'er tidsalder understreget af skulderpuder og habitter.

Jeg kan kun anbefale at gå ind og se "Urinetown". Her spilles klichéerne i overdrevet grad - så overdrevet, at det er umuligt ikke at lade sig rive med. Det er sjældent døden er sjov, men det er den her. Og som det bliver sagt så ofte: Små ting kan man ikke hænge nogen i!

Foto: Søren Malmose

To post a comment, you must register and login.