Review: TARZAN at Fredericia Teater

Tarzan

******

Endnu engang viser Fredericia Teater, at de er førende i Danmark indenfor musicalgenren. Tarzan leverer højt niveau og storslået scenografi, som vil tage pusten fra de fleste.

Da jeg forlader salen er det med et stort smil. Jeg har haft en rigtig dejlig aften. Fredericia Teater er eksperter i at levere noget storslået og spektakulært, og dette punkt lever de op til endnu engang. Ligesom teateret altid har en eller anden form for overraskelse i ærmet. Allerede i foyeren kommer man i stemning. Her er junglelamper, træer, en grammofon og minsandten også står et telt. Det er derfor med store forventninger jeg træder ind i salen.

Salen er overvældende. Jeg mister helt pusten et øjeblik. Teateret ligner mest af alt junglen, hvis ikke det var for stolerækkerne i salen. Man har netop taget salen i brug og bygget scenografien ud i rummet - og op. Så fra min plads har jeg udsigt til et tableau over mit hoved bygget ud fra balkonen. Det er ikke svært at gætte, at denne skal bruges i forestillingen. Det bliver den i den grad også. Scenografien er smuk og pompøs, og uanset plads i salen, vil man få en helt speciel oplevelse. Endnu engang benytter man storskærme til at skabe stemning, og det fungerer rigtig godt. På scenen benytter sig af en drejescene, hvor man nemt og nærmest usynligt for publikum kan lave sceneskift, ligesom man også benytter denne til at få forskellige trappeafsatser ind, som giver gode dimensioner i rummet. Ikke mindst benyttes de til at springe fra og lave abeakrobatik på.

Hovedrollen spilles af Kim Ace Nielsen, der står i sin første store hovedrolle. Han laver en rigtig god Tarzan. Han synger dejligt og med en skøn, blød poplyd, der passer til sangene. Hans krop er nærmest en skulptur, og det er dybt imponerende, som han svinger sig i lianerne, hopper på afsatserne eller kravler på knoerne som en abe. Jeg savner dog en lille smule charme og gnist. Den gnist der gør, at jeg overbevises om, at Jane forelsker sig i Tarzan.

For mig skiller tre personer sig ud i forestillingen. Teit Samsø og Maria Skuladottir spiller Tarzans abeforældre. Maria Skuladottir spiller med indlevelse og varme, så jeg ikke er i tvivl om hendes kærlighed til Tarzan. Hun formår at vise ømhed såvel som frustrationer, så jeg bliver rørt. Derudover har hun evnen til at lægge en smerte i sin sangstemme, som giver et realistisk billede af, hvor meget hendes rolle lider. Teit Samsø har som en af de få fanget abernes særlige måde at agere og bevæge sig på. Det er en fryd at se ham bevæge sig, og hans skifte til "silverback" fungerer godt med skift af paryk. Han bærer også aftenens flotteste makeup med flotte aftegninger på kroppen. Scenen med Teit Samsø og Maria Skuladottirs duet er en af aftenens bedste.

Derudover fortjener Diluckshan Jeyaratnam, der spiller Terk, at blive fremhævet. Han giver scenerne liv og energi, og hans sikre vokal er en ren fryd at lytte til. Derudover står han for en stor del af komikken, som han mestrer godt. Hans casting passer rigtig godt med "ung Terk", der shiner i sin rolle.

Som Jane og hendes far møder vi Bjørg Gamst og Anders Bircow. De gør det begge godt, og bortset fra at Bjørg Gamst til tider bliver lidt for seksuel, besidder hun en fin sødme. Når de spiller sammen, sidder jeg med fornemmelsen af, at det er en tegnefilm, jeg ser. De er karikerede, og det passer rigtig godt ind i forestillingen.

Som altid lyder musikken, der er skrevet af Phil Collins, fantastisk. Her er masser af nuancer og percussion, der giver et flot lydtapet til de dygtige sangstemmer. Generelt er der ikke en finger at sætte på hverken musik eller sang.

Kostumerne hos de engelske folk er smukke og autentiske. Desværre synes jeg ikke helt det samme om aberne. Jeg forstår ikke hverken påklædning eller makeup. Kun enkelte dele på Turk og Kerchak giver mig fornemmelsen af en abe. Det kommer desværre til at understrege, at jeg savner mere abeadfærd i skuespillerne. Kun få har formået at få det helt ind under huden, hvordan man bevæger og agerer som en abe. De smukke scener, hvor de svinger sig i lianerne eller har store optrin, bliver derfor ofte til mere gymnastiske opvisninger. Generelt savner jeg koreografi. Der skulle være brugt meget mere energi på at hjælpe skuespillerne til at finde aben i sig frem. De store optrin kommer hurtigt til at mangle energi og den aggressive og storladen adfærd gorillaer udviser. Desværre tror jeg også, at noget skyldes scenerummet. Det er ganske enkelt ikke stort nok til de store scener, hvor skuespillerne skal svinge sig. Måske det kan ændre sig, når man tager på turne med større rum?

En af de ting, Fredericia Teater gør, er at tage musicalgenren alvorligt. Det vises tydeligt med de velcastede roller, hvor man hele vejen rundt besidder så stærke sangstemmer, at det føles naturligt, når replikker bliver performet i sang. Her tages stykkerne seriøst, ligesom der investeres i alt fra scenografi til lyd, så vi som publikum går derfra med den ypperste oplevelse.

Generelt er Tarzan en rigtig god oplevelse. Fortællingen om familier, uanset hvordan de hænger sammen, er højaktuel og rammer stor som lille. Derfor anbefaler jeg også på det varmeste at tage sine børn med ind og se den. Budskaberne er tydelige, og de mindste vil være imponerede over de flotte scener, hvor lianer tages i brug. Tarzan er bare for hele familien. Welcome to the jungle!

Foto: Søren Malmose

To post a comment, you must register and login.