Review: SKØNHEDEN OG UDYRET at Odense Teater

******

Med et magisk og fortryllet univers tager Odense Teater "Skønheden og Udyret" under kærlig behandling i en smuk og rørende forestilling for hele familien.

Det er med en vis portion spænding jeg ankommer til Odeon i juledagene med min familie. Jeg har set billeder fra "Skønheden og Udyret" og ved ikke helt, hvad jeg skal vente mig. En blanding af Hattemageren og kaninen fra "Alice i Eventyrland" kombineret med den ikoniske gule Belle-kjole fra Disney-udgaven? Jeg indrømmer, at jeg er en lille smule skeptisk, da jeg tager plads i teatersalen. Skepsissen må jeg dog hurtigt ligge fra mig! Det viser sig nemlig, at teaterudgaven af det kendte eventyr har en hel del at byde på.

I Lucy Kirkwood og Katie Mitchells teaterudgave af "Skønheden og Udyret", introduceres vi for to universer. Dels et fortællerunivers, hvor vi møder Mr. Pink, Cecile og Kanin. Dels i originalhistorien. I det cirkusinspirerede fortællerunivers bliver der tryllet, sunget og fortalt, mens vi bliver guidet gennem historien. Det betyder, at vi ser historien om de to hovedroller spillet som nedslag. Netop fortællerdelen var jeg mest skeptisk overfor på forhånd. Det fungerer dog upåklageligt. Jeg skal lige et kort øjeblik vænne mig til, at figurerne minder om dele fra "Alice i Eventyrland", men så går jeg med på præmissen, hvor jeg underholdes af den noget umage kulørte trio.
Nedslagene betyder, at jeg i Skønheden og Udyrets univers, bliver grebet af en dyb intensitet. De to får bygget en smuk kærlighedshistorie op i en konstant flydende spændingskurve, som jeg spindes dybere og dybere ind i. Hen mod slutningen af første akt er jeg så grebet, at tårerne triller en smule hos mig (og min sidedame).
Som resultat af de to universer kommer man også nemt om ved sceneskift. Når vi er i fortælleruniverset, trækkes scenetæpperne nemlig for, så der kan skiftes til de store, imponerende kulisser bagved. Fortælleruniverset spilles på forscenen, der med sine runde, blå lamper minder om en Moulin Rouge-varieté, hvilket passer godt til den franske fortælling, som forestillingen er meget tro imod. Når vi kommer ind i Udyrets og Skønhedens univer,s er der til gengæld storslåede kulisser.
En af de ting, der slår mig er, hvor ren og ægte den er. Her er ikke tale om en Disney-udgave med mange virkemidler. Til gengæld har iscenesætter Kamilla Bach Mortensen taget den fuldstændig tilbage til "basic" på mange områder. Et eksempel på dette er, at man fortæller dele af historien med skyggespil. I en tid hvor mange teatrer benytter sig af LED, er det en fornøjelse at opleve denne fine effekt. Ligeledes er bruget af rekvisitter begrænset. Det giver fokus på skuespillet, som man som publikum kun skal koncentrere sig om. Skuespillerne spiller ligeledes meget gennemsigtigt, hvilket gør det nemt for de mindste at forstår selv de scener, hvor følelser og tekst kan være lidt "voksent".
Scenograf og kostumier Helle Damgård har skabt et dystret og smukt univers med smukke billeder hele vejen igennem. Alt suppleres godt af lys og lyddesignet, og ikke mindst Anders Ortmans live insektorkester.

Det er en enestående udgave af Udyret spillet af Nicolai Jandorf, vi præsenteres for. Fra første øjeblik han kommer på scenen, er det med en kraftudladning så stor, at jeg rykker lidt tilbage i sædet og mister pusten. Han er vitterlig et dyr, der springer, løber og vælter rundt på møblerne. Han præsterer at lave en troværdig transformation i en fin udvikling fra dyr til menneske gennem hans kropssprog, der netop af samme grund fik de føromtalte tårer frem.
Skønheden spilles af Cecilie Gerberg. Hun spiller godt op imod Udyret med charme og sympatiske træk, der får publikum til at elske hende. Deres scener sammen er stærke, uanset om vi ser det legende eller dybere følelser.
Klaus T. Søndergaard spiller den kære far, som vi ikke kan undgå at få ondt af. Kimmie Liv Sennov har rollen som Skønhedens søster Lettice samt Kanin. Især i første rolle spiller hun karikeret og tydeligt, så vi aldrig er i tvivl om hendes motiver.
Fortælleren Mr. Pink spilles af Kristoffer Helmuth. Han formår at lægge en fin undertone af noget ondskabsfuldt i sin karakter, der undervejs bliver mere og mere fremtrædende. Han har en god fornemmelse for timing, der viser sig i nogle punchlines, der giver især det ældre publikum nogle gode grin.
Cecile, den franske (fallerede) assistent, spilles denne dag af Signe A. Mannov. Hendes karakter udvikles ligeledes undervejs i forestillingen, hvor hun bliver mere betydningsfuld og charmerende. Hun er underholdende og leverer en af forestillingens sjoveste scener.

"Skønheden og Udyret" er en utrolig smuk forestilling, som jeg blev draget fuldstændig ind i. Jeg holdt især af, at man havde gjort forestillingen helt "ren", så skuespillet kom i fokus. Fortælleruniverset kom bag på mig, men blev en dejlig overraskelse. Der er enkelte dele, som jeg måske ikke brød mig så meget om som f.eks. en tankesnupper, som jeg ikke syntes passede i billedet. Men det er småting i det samlede billede. Historien har en god morale, der passer godt ind i tidsbilledet i verden, og måske de to universer slet ikke er så forskellige? Måske kan man oveni købet spejle dem i hinanden? Her får publikum serveret et eventyr for hele familien, hvor alle går derfra godt underholdt.

Foto: Emilia Therese
Bearbejdet af Lucy Kirkwood og Katie Mitchell
Oversættelse og iscenesættelse Kamilla Bach Mortensen
Scenografi og kostumer Helle Damgård
Komponist Anders Ortman
Lysdesign Elroy Villumsen
Lyddesign Daniel Fogh og Anders Ortman
Forlag: Colombine Teaterförlag
Medvirkende
Kristoffer Helmuth Mr. Pink, Josefine Tvermoes Cecile /, Signe A. Mannov (dubleant) Cecile, Cecilie Gerberg Skønheden, Kimmie Liv Sennov Lettice (Skønhedens søster) / Kanin, Klaus T. Søndergaard Faderen og Nicolai Jandorf Udyret.
Insektorkesterleder samt diverse instrumenter Anders Ortman

To post a comment, you must register and login.