Review: RUSTUREN at Edison

Der er dømt studiestart og sandheder på Edison i det nyskrevede stykke rusturen. 6 unge skuespillere og en simpel scenografi er alt, hvad der skal til for at udfolde denne fortælling. Scenografien virker helt fantastisk og den bliver brugt til fulde og sammen med lyset, er den med til at skabe billeder og rum uden at det kræver det helt store. Skuespillerne tager os med på en tur, som mindre lidt om rutsjebanen i Tivoli. Det ene øjeblik griner man for derefter med 110 i timen at styrte mod afgrunden, når de unge fortæller deres historie den ene mere gruopvækkende end den anden. Alle skuespillere har fået skabt nogle karakterer, som man tror på lige fra den lidt for kække fyr til den meget stille pige som ikke gør meget væsen af sig. Alle formår de at komme ud over scenen og selv ham, man synes er det dumme svin, får man medlidenhed med. Historien glider let og før man får set sig om, er der næsten gået 2 timer, hvor man har været hele følelsesregisteret igennem. Hvis man skal putte lidt malurt i bægeret, må det være, at slutningen er lidt for søgt og den giver os som publikum ikke muligheden for at tænke selv og drage vores egne konklusioner og det synes jeg er rigtig synd for et ellers velskrevet og velspillet stykke. Det er helt klart et stykke, jeg vil Anbefale, at man går ind og ser for os der er lidt ældre ville kunne lærer lidt om, hvad ungdommen går og tumler med og ungdommen ville helt klart kunne genkende sig selv.

5 ud af 6 stjerner