Review: RED BASTARD at Teatret Svalegangen

******

Hvad der tilsyneladende virker som et provokerende cirkus-klovneshow ender med at være så meget mere end det, da Red Bastard for alvor folder sig ud. Her går publikum hjem ikke kun underholdt, men i høj grad også klogere.

Da jeg læste pressemeddelelsen fra Teatret Svalegangen om deres besøg af "Red Bastard" var jeg solgt. Det måtte jeg bare opleve:

Tør du? Vil du? Kan du manipuleres? Halv superhelt, halv cirkus-freak. RED BASTARD er en uregerlig diktator som skubber klovnens grænser til helt nye niveauer, og som ikke er bleg for at teste dine i dette prisvindende interaktive one-man show. Det er sjovt, frygtløst, dybt originalt og totalt kult. Vær beredt på lidt af hvert - og mere til. GO RED!

Pressebilledet viser en mand klædt i rød heldragtstrikot og med et dæmonisk udtryk i ansigtet.

Da min mand og jeg kører mod teateret fredag aften siger min mand på vejen, at dette er alt, hvad han hader. Ikke mindre end to gange er han blevet trukket op af klovnen i Cirkus Arena, og han frygtede, at dette skal gentage sig, men denne gang bare endnu vildere. Jeg sad ligeledes og funderede over, hvad jeg havde meldt mig til. Jeg var egentlig på ingen måde vild med at potentielt skulle spiddes foran et publikum.

Red Bastard spiller i Ny Sal på Teatret Svalegangen. Helt oppe under loftet i en fin, intim sal. Da vi sætter os på de yderste pladser på fjerde række, er det stadig med hjertet i halsen. Vi joker med, at han sikkert har haft kamera i foyeren og nu har spottet sig potentielle ofre. Pludselig slukker lyset og ud ad en papirklædt dør bryder Red Bastard. Iklædt den røde dragt med tydelige balloner på numsen bliver vi varmet op med charmende dans. Hurtigt får han introduceret sig selv, og så er vi i gang.

Helt med vilje vil jeg ikke afsløre mere fra showet, hvilket naturligvis ikke gør det nemt at beskrive, hvad der skete den aften. Det her show skal nemlig ganske enkelt opleves! Afslører jeg dele, vil man ikke få den fulde oplevelse, når man forlader salen. En pointe Red Bastard i øvrigt også gør opmærksom på ved showets slutning. Jeg vil dog lave små nedslag, som jeg vurderer, hørte netop denne aften til. Sagen er nemlig den, at hver aften er et nyt show. På trods af, at der er en tydelig rød tråd, der skal følges, formes showet nemlig i særdeleshed af, hvor godt publikum er med den røde djævel.

Showet styres af Red Bastard, der sikkert fører os gennem aftenen med udfordrende adfærd. Her bliver ca. 90% af forestillingen spillet i interaktion med publikum. Blot få minutter inde i showet tændes lyset på publikum. Det er slut med at gemme sig. Opskriften er enkel: Jo mere publikum giver, jo mere giver Red Bastard tilbage. Denne aften kommer publikum stærkt fra start. Allerede første gang vi skal være med er nogle helt fremme i skoene. En fordel for resten af salen tøer hurtigt op. Vi tør egentlig heller ikke andet. Vi bliver nemlig straks spottet, hvis vi lader være. Og så står vi til offentlig ydmygelse for de andre.

Indenfor de første 10 minutter har alle i salen en ny plads. Jeg har måtte forlade min mand, og næste hele showet igennem sidder jeg alene ved siden af en fremmede dame. Jeg tør ganske enkelt ikke flytte mig tilbage. For jeg går naturligvis med på præmissen, når Red Bastard som en anden diktator udstikker ordre til publikum. Det uanset om jeg skal stikke en finger i munden eller flytte mig.

Konceptet omkring Red Bastard er helt klart at manipulere os og måske endda til tider småprovokere os lidt. Da han kommer ud i en kaskade af bandeord, tager et barn blandt publikum alligevel fusen på ham. "Don't swear" kommer det kontant tilbage. For en kort stund bringes han ud af fatning. "You don't wanna know what I have to say to you" svarer han ligeså kontant tilbage. Red Bastards største force er nemlig, at han er ultraskarp, når publikum kommer med tilråb eller forsøger at bringe ham ud af fatning. Han har altid en rap replik tilbage, og ikke mindst er den altid gennemtænkt på trods af, at den kommer med lynhurtig aflevering.

Tilråbet bevidner desværre også, at vi muligvis ikke helt har fået det show, vi kunne have fået. Børn hører, ifølge mig, ganske enkelt ikke til i dette set up. Blandt publikum er to drenge på omtrent 7 og 11 år. De er med og kommer indimellem med tilråb, men jeg er ret overbevist om, at det også satte en naturlig dæmper på skuespilleren bag, Eric Davis. Han kunne klart have taget hans spydigheder endnu længere ud end han gjorde.

Gemt inde bag ydmygelser og spydighed ligger et dybere budskab med showet. Moralen at vi skal gøre vores liv til et eventyr, der er værd at fortælle. For hvorfor er det vi drømmer om noget, som vi egentlig måske sagtens kunne opfylde, men aldrig tager os sammen til. Eller hvorfor får vi aldrig sagt de ting, vi egentlig gerne ville. Red Bastard fører os sikkert gennem showet, hvor vi ender med at være i et så trygt rum, at vi alle på ender med at råbe nogle af vores inderste tanker ud. Jeg sidder i et intimt og sårbart rum, hvor der kommer store hemmeligheder og drømme til udtryk. Her er kvinden, der drømmer om at bygge en skulptur, manden, der sminker sig som et frirum og den ældre herre, der vil slå hånden af sin far. Som den mest naturlige ting åbner vi os. Selv jeg siger en drøm højt. Jeg sidder en smule bevæget og overrasket tilbage, for hvad gjorde, at jeg pludselig sagde noget højt. Min drøm er ganske ufarlig med en drøm om at bo i et fremmede land i et år. Det føles som om, at vi alle kender hinanden.

Oplægget lægger op til, at publikum kan blive gjort til grin på billige bekostninger. Det sker dog ikke. Red Bastards boren og pillen i tingene bliver i stedet brugt til at sætte tanker i gang. Som en anden coach spørger han om de helt rigtige spørgsmål, som vi alle ender med at sidde og fundere over. Alt sker med en dyb respekt for de enkelte individer, han udsætter for hans stikpiller. Han mærker tydeligt grænsen for, hvor han kan gå til, og den bliver ikke krydset.

Red Bastard er intelligent standup, som jeg ellers kun har oplevet hos Anders "Anden" Matthesen. Du får dyb seriøsitet indpakket i komik.

Showet er ikke for sarte sjæle, men det er også det, der gør showet så sjovt. Flere gange må jeg tørre tårer væk af grin. Det er længe siden, at jeg har grinet så meget i teateret. Men nogle vil helt sikkert blive for provokeret. Er du sippet og sart skal du helt sikkert finde et andet show at se.

Da jeg forlader teateret med min mand er vi i godt humør. Jeg er overrasket over, hvor meget jeg rent faktisk går derfra med. Udover naturligvis den åbenlyse komik er det et intelligent wakeup call. Red Bastard er en frygtindgydende manipulator, men den frygt vi havde inden showet blev alligevel gjort til skamme. Jeg anbefaler showet på det varmeste, hvis du vil underholdes på den kloge måde.

Foto: Eric Davis

To post a comment, you must register and login.