Review: PERSONA at Aalborg Teater

******

I den lille kvadratisk scene udspiller sig et intenst drama. Scenen er afgrænset - præcis som skuespillerne. Alligevel er der masser af store følelser i "Persona" på Aalborg Teater.

Jeg overraskes, da jeg kommer ind i Lille Sal. Den ellers mindre sal er gjort endnu mindre med et lille kvadratisk hul, der skal udgøre scenen. Jeg hører flere blive overrasket, som de kommer ind i salen. Da klokken slår 16.00 kommer en kvinde ind på scenen. Hun siger ingenting. Hun betragter, tænker og knytter hænderne i eftertænksomhed. Mens vi betragter den stille kvinde sætter især min høresans ind: en hosten, anmelderens blyant, der danser hen over papiret og nogen lukker en taske. Mine sanser skal i den grad i brug, fornemmer jeg. Først da scenen indtages af en anden kvinde dæmpes lyset. Så er vi i gang.

Ingmar Bergman filmatiserede "Persona" i 1966 efter en længere sygdomsperiode, hvor han blandt andet selv ikke talte. De to hovedpersoner er ifølge ham selv kommet fra hans egen person. Stykket handler om den kendte skuespillerinde Elisabet Vogler, der holder op med at tale efter en forestilling. Hun kommer i pleje hos den unge sygeplejerske Alma.

Da Alma, spillet af Bolette Nørregaard Bang, indtager scenen sidder jeg med følelsen af en ung, usikker kvinde, der lige skal igang. Det kommer hun hurtigt. I løbet af den time og kvarter lange forestilling formår hun at vise os en intens udvikling i Alma- karakteren. Elisabet, spillet af Maria Henriksen, har et vanskeligt stykke arbejde foran sig, da hun skal spille kun ved hjælp af kropssprog og mimik. Alt hvad vi skal vide om Elisabet foregår derfor gennem vores tolkning af hendes spil. Undervejs hjælpes vi på vej af Alma, da hun læser et brev op, hvor der udtrykkes, hvad Elisabet egentlig mener. Netop dette brev vender stykket på hovedet. Mine tolkninger ændres ligesom Alma ændre sin karakter. En yderst spændende udvikling i stykket, som de to kvinder klarer flot.

Vi præsenteres for et par gribende og brutale fysiske scener blandt andet, da vi for en kort stund møder Elisabets mand, spillet af Nikolaj Bjørn-Andersen. På trods af at det lidt forstyrre mit intense univers spiller han godt, og giver de to kvinder en ekstra dimension.

Stykkets tekst bærer præg af, at den er skrevet i 60'erne. Det giver et smukt, akkurat sprog med tydelig udtale. Vi hører om skelsættende perioder i Almas liv, der til tider får mig dels til at rødme dels føles en smule intimideret. På trods af den ældre tekst giver stykket ikke indtryk af en tidsperiode. Vi hører både "Sommer i Tyrol" såvel som en sang af svenske Robyn. Handlingen kunne ligesåvel være sket i dag.

Hen mod slutningen er det spændende at se, hvor langt Alma er drevet ud, hvilket udtrykkes i fine ytringer som da hun f.eks. fortæller, at Elisabet har bedt hende snakke løs. Det er tydeligt, at hun har tillagt tavsheden værdier, og der er spændende som publikum at betragte.

Jeg er begejstret for den lille scene, ligesom der er et begrænset brug af rekvisitter. Det betyder min fulde koncentration til skuespillet, der bliver yderst intenst, fordi det spilles så tæt.

"Persona" er ikke et let stykke at se. Det kræver noget af sin tilskuer. Holder du din fulde koncentration bliver du til gengæld belønnet med et drama med godt skuespil. Jeg gik fra teateret lettere undrende. Jeg var lidt usikker på, hvad teksten ville mig. Til gengæld var jeg ikke i tvivl om følelsen i kroppen. At det havde været en intens og voldsom oplevelse, hvor jeg som tilskuer havde en forpligtelse til at give min fulde koncentration.

To post a comment, you must register and login.