News on your favorite shows, specials & more!

Review: PAGTEN at Aarhus Teater

By: Nov. 24, 2019
Get Access To Every Broadway Story

Unlock access to every one of the hundreds of articles published daily on BroadwayWorld by logging in with one click.




Existing user? Just click login.

Review: PAGTEN at Aarhus Teater  Image******

"Uden hinanden er vi ingenting" bliver der sunget i hele salen, da forestillingen slutter. "Pagten" er ikke en traditionel fortælling om jul, men gennem et magisk univers bliver vi suget ind i julestemningen.

"Pagten" blev sendt første gang i 2009 og igen i 2013 på DR som julekalender for de lidt større børn. Relevante emner kombineret med et magisk univers skabte en helt særlig julekalender, der fostrede fans i alle aldre. Nu har Aarhus Teater taget forestillingen ind i teatersalen som årets juleforestilling.

Scenen er tom, da jeg kommer ind i salen. Det føles overraskende, for hvad kan jeg så forvente? Stykket indledes af en nisse. Jeg tror i første omgang, at det er en nisse fra "Pagten", men det er det til min overraskelse ikke? Det er mere en nisse, der skal binde stykket sammen, viser det sig senere. Mens nissen synger, bliver scenen imponerende bygget op. Så er vi i gang med den "rigtige" forestilling.

"Pagten" lægger hårdt ud. Et klasseværelse hvor mobning foregår. Det er realistisk, og jeg sidder med en klump i maven. Hovedpersonen Malte har nemlig ikke nogen nem hverdag i Thyregod, hvor han dagligt må stå for skud for klassekammeraternes ondskabsfulde drillerier. Han er dog den særligt udvalgte, der skal hjælpe nisserne mod Isdronningen Iselin og den evige kulde.

Det er en imponerende forestilling Aarhus Teater har lavet. Line Paulsen og Hanne Lund Joensen har dramatiseret, mens førstnævnte også har stået for iscenesættelsen. Den imponerende scenografi har David Gehrt stået for. Godt hjulpet på vej af lysdesigner Anders Kjems og lyddesigner Lars Gaarde. Her bør alle nævnes, for forestillingen er helstøbt på baggrund af alle de nævnte ting.

Vi kommer nemt fra klasselokalet, fyrrummet, skoven til det magiske univers. Her viser Aarhus Teater rigtig godt, hvad deres muligheder med deres nye scene kan. Her er drejescener, folk hejses op og store kulisser løftes og køres rundt. Lyset sørger hele tiden for at minde os om, at stemningen falder i samme takt som temperaturerne. Kombineret med ekstravagante kostumer, er det et fortryllende univers vi bliver inviteret ind i.

Historien er godt fortalt. Man skal få 24 afsnit kogt ned til mindre end 2 timers forestilling. Det er skarpt skåret med fokus på det centrale i historien. Udover "Pagten" har man også en ekstra nisse med. Jeg forstår ikke helt hvorfor? Jo, det er meget smart at udnytte tiden ved de helt store sceneskift, men jeg synes stadig, at nissen virker malplaceret i forhold til resten af historiens stemning. Nissen, spillet af Mathilde Passer, virker som en mere karikeret figur, der passer bedst til de mindste. En stærk kontrast i mine øjne til det alvorlige og lidt dystre univers, de ellers får bygget.

For det er netop det, jeg godt kan lide ved "Pagten". Nisserne er ikke risengrødsspisende i røde huer og tykke sokker i træsko, som man kender fra julepynten derhjemme. Tværtimod er de holdt i jordfarver, hvilket giver dem et mere troværdigt look. Det eneste der adskiller dem, er de fine nisseører. Generelt er farveskalaen ligeså dunkel, som følelsen jeg sidder med over det uretfærdige i Mikkels liv. Det gør generelt forestillingen jordnær og relaterbar.

Malte går i 6. klasse præcis som min datter, og hun kan nemt sætte sig ind i universet, som hun dog heldigvis mente var mere barsk end hendes hverdag. Hun var fuldstændig fanget fra start til slut og gik derfra med juleglæde.

Malte spilles af Frederik Mansø. Han er overbevisende som Malte, der ikke har det nemt. Vi ser ham i flere sindstilstande, og han er overbevisende i dem alle. Han har et godt samspil med både lillesøsteren Karla såvel som Lyda.

Lyda spilles kært af Anna Plauborg. Jeg har sympati med hende, og hun spiller godt nedad i alder.

Lillesøsteren Karla, spillet af Anna Laybourn, klæder Malte-rollen godt. Hun bringer liv og sødme ind i forestillingen.

Endelig vil jeg fremhæve klassekammeraterne. Især lederen Rune, spillet af Lasse Steen Jensen, gør det rigtig godt. Jeg sidder med en knude i maven, når han folder sig ud i ondskab mod Malte. De fire er i øvrigt studerende på Den Danske Scenekunstskole, og jeg vil glæde mig til at følge dem fremover.

Generelt er det et godt cast bestående af Aarhus Teaters faste skuespillere. Derfor præsenteres vi også for et højt niveau hele vejen rundt. Her mærkes tydeligt, at de spiller hinanden op, og at alle er nødvendige i hver deres rolle.

Stykket anbefales fra 6 år. Da jeg så stykket, var der flere børn under den alder, og det fungerede egentlig fint, fordi de var fanget af det, der skete på scenen. Men forestillingen kan til tider være ganske uhyggelig, så det er en god ide at vurdere hjemmefra, om barnet vil blive bange.

Du skal se "Pagten", fordi det er et stærkt stykke formidlet til børn og unge. Her introduceres vi til livets barske virkelighed samtidig med, at det pakkes ind i et magisk univers, som er fortryllende og smukt. Aarhus Teater viser endnu engang, hvor høj standard de har. Derudover skal det ses bare for at kunne synge med på titelsangen til sidst!

Foto: Emilia Therese

Af Maya Ilsøe / Dramatiseret af Hanne Lund Joensen og Line Paulsen / Iscenesættelse Line Paulsen / Scenografi og kostumedesign David Gehrt / Komponist Aslak Hartberg / Lysdesign Anders Kjems / Lyddesign Lars Gaarde / Medvirkende Frederik Mansø, Anne Plauborg, Marie Marschner, Mathilde Passer, Nanna Bøttcher, Anna-Sofie Fredslund, Anders Baggesen, Christian Hetland, Jacob Madsen Kvols, Hanin Georgis, Lasse Steen Jensen*, Magnus Juhl Andersen*, Clara Manley*, Nanna Elisabeth Eide*, Anne Laybourn*

*Studerende ved DDSKS, Skuespil, Aarhus



Reader Reviews

To post a comment, you must register and login.






Videos