Review: MIO, MIN MIO at Odense Teater

******

Både børn og voksne går glade ud fra Odense Teaters opsætning af "Mio, min Mio". Forestillingen bliver spillet i et melankolsk og mørkt univers, der har dyb respekt for Astrid Lindgrens bog.

Det er et modigt valg at spille Astrid Lindgren. Mange er opvokset med hendes smukke bøger. Det kan derfor enten gå godt - eller rigtig galt. Jeg har altid høje forventninger, når jeg skal se teater lavet på hendes litterære univers, og ofte er jeg også blevet skuffet. Astrid Lindgren er en af mine yndlingsforfattere, fordi hun bare mestrer sproget på en helt særlig måde. Da jeg f.eks. læste "Brødrene Løvehjerte" for min datter, måtte jeg stoppe op flere gange, fordi jeg sad med en klump i halsen og tårer i øjnene. Det er det en mester indenfor litteraturen kan - skrive, så følelser kommer frem.

Det var derfor med store forventninger, jeg satte mig på plads i Odeon. Jeg havde taget min 11-årige datter med, som er opdraget med Astrid Lindgren.

Forestillingen starter stærkt ud. Bo Vilhelm Olsen (Bosse) i skikkelsen af Mathias Sprogøe Fletting fortæller stærkt den barske og kolde historie om, hvordan han ender hos Tante Edel og Onkel Sixten. Jeg falder pladask for hans fine indlevelse, hvor han med sin stemme indfører mig, i præcis den stemning jeg altid læser Astrid Lindgren med. Der kommer højlydte suk og "åh'er" fra de voksne i salen. Jeg er slet ikke i tvivl om Bosses skrøbelighed! Publikum føres hurtigt videre ind i universet og til transformationen til Mio. Forestillingen varer kun lidt over halvanden time, så det er klart, at der skal være en smule fart på. Scener fra bogen må derfor udelades, men jeg synes egentlig ikke, at det går ud over helheden.

Det er en utrolig smuk forestilling iscenesætter Frede Gulbrandsen har lavet. Jeg var fuldstændig tryllebundet i et mørkt, dystert og melankolsk univers. Det er et sats at lave forestillingen så mørk, men det fungerer, og publikum bliver fastholdt hele vejen. Jeg er vild med, at han ikke er gået på kompromis, men gennem hele stykket bibeholder den stemning. Det får mig desværre også til at sætte spørgsmål ved et par ting, som jeg vender tilbage til.

Universet understreges af lyd, kulisse, kostumer og lys. Under hele forestillingen kan vi se komponisten Klaus Risager spille inde i kulissen. Han ligger en konstant lydkulisse, som netop understreger det mørke univers. Det smarte ved en lydkulisse er, at vi ikke opdager den, men den bare konstant giver stemning.

Scenen er den samme enkle hele vejen igennem. Tre forskellige niveauer har forskellige ind- og udgange, ligesom der blandt andet er en sliske, skuespillerne kan rutsje på, trapper nedad og opad, og ikke mindst huller man kan forsvinde og gemme sig i. Det giver spændende og alsidige muligheder for skuespillerne. Den enkle scene gøres levende ved hjælp af lysvideo. Frede Gulbrandsen har nemlig valgt at benytte videodesign. Det betyder, at man projicerer skove, fugle, et fængsel og hvad der ellers måtte være nødvendigt op på de ellers nøgne kulisser. LED-skærme er normalt at se i teater i dag, men videodesign på denne måde har jeg ikke set før.

Kostumerne er smukke og overdådige og komplimenterer forestillingen.

Min datter syntes, at en af de bedste ting i forestillingen var netop videodesignet: "Projiceringerne var nemlig en smule slørede, så jeg måtte bruge min fantasi", sagde hun på vejen hjem. Endnu et plus set fra morens side. Hvor er det dejligt befriende, at vi rent faktisk får lov at bruge vores fantasi, til selv at forestille os ting. Vi behøver ikke træer på scenen for at forestille os en skov. Videodesignet gav også mig en af aftenens smukkeste scener. Da Mio og Jum Jum rider på Miramis under skyerne kom videodesign for alvor til sin ret. Det var præcis som at være der selv. En scene med ånden i flasken var også en sjov detalje.

Stykket bæres helt sikkert af stærke skuespilkræfter. Hele vejen rundt er det dygtige performances. Som nævnt tidligere er jeg fuldstændig tryllebundet af hovedrollen Mathias Sprogøe Fletting. Da han siger noget første gang griber han mig, og det fortsætter hele vejen igennem. Uanset om han skal spille bange, modig eller undrende gør han det med en fin indlevelse. Jeg tvivler aldrig på, at han er dreng. Det samme gør sig gældende for Jum Jum spillet af Jeppe Ellegaard Marling. De to passer godt sammen. Jeppe giver Jum Jum en dejlig naivitet og supplerer Mathias godt. Resten af castet spiller rigtig godt, og giver stykket en god dramatik og intensitet. Endnu engang vil jeg fremhæve startscenen, hvor Ole Boisen, Hanne Hedelund og Malene Melsen sammen med Matthias Sprogøe Fletting straks satte mig i stemning. Også stor ros til dem, der lavede en elegant Miramis.

Når jeg ikke giver stykket fuldt hus skyldes det nogle enkelte ting. I starten introduceres vi for en ånd i skikkelse af Ole Boisen. Han går igen i flere af scenerne, men er ikke gennemgående. Det kan godt ærgre mig, at man ikke valgte at gennemføre med ham som en "rød tråd". Det fungerer nemlig rigtig godt, at han kommer ind nærmest som en rekvisit. Men når han ikke gør det hele stykket igennem, bliver det bare forvirrende. Ole Boisen er jeg stor tilhænger af - især til børn, men i stykket her bliver jeg i tvivl. Da han starter som ånd er det med komik, som jeg egentlig synes var meget sjovt. Jo længere ind i fortællingen vi kommer, jo mere dystert bliver universet dog, og den stemning bliver brudt, da Ole Boisen som Sværdsmeden også laver komik. Jeg synes, at man skulle have valgt enten eller.

Endelig synes jeg, at Kato ganske enkelt ikke var farlig nok. Man har valgt Malene Melsen til at spille Kato. Hun spiller også Tante Edel, og jeg kunne i princippet sagtens se den fine kobling til Tante Edel. Jeg bliver bare ikke bange. Forestillingen har bygget op til slaget hele vejen gennem, og med den opbygning forventer jeg, at det bliver endnu mere farligt. Dels er hun klædt i et kostume næsten magen til sine spejdere (soldater), men det kunne sagtens have været endnu større og endnu vildere. Forestillingen anbefales fra 1. klasse, og jeg tror sagtens de kunne leveret en væsentlig mere dramatisk Kato. Min datter syntes i hvert fald, at det var en smule "kedeligt, og slet ikke uhyggeligt", som hun sagde.

Da vi var på vej hjem, var det naturligvis tid til at høre min 11-åriges mening. Alt i alt var hun godt underholdt, men hun savnede ligesom mig en mere dramatisk slutning. Jeg var ligeledes rigtig godt underholdt. Jeg synes, at Frede Gulbrandsen har skabt et smukt univers med en stemning, der passer perfekt til Astrid Lindgrens fortælling. Med enkle midler får vi fortalt en god historie, der giver os lov til at bruge vores fantasi.

Foto: Emilia Therese

To post a comment, you must register and login.