Review: MIN GENIALE VENINDE at Odense Teater

******

Efter seks timer går jeg ud af Odeons lille sal, med en krop der summer. Summer af henrykkelse over, hvor godt teater kan være. Elena Ferrantes romanserie om veninderne Lila og Elena er et mesterværk på skrift, men Odense Teater cementerer, at "Min geniale veninde" også er det på scenen.

Som boganmelder har jeg været vidne til den virak, der har været om pseudonymet "Elena Ferrante". Bogbranchen har klappet begejstret over den litterære perle, der er skabt. Derfor var det også med stor spænding, at jeg skulle se Odense Teaters udgave af "Min geniale veninde". Jeg valgte at se maraton-udgaven, hvor seks timer i en teatersal med "kun" tre pauser, lød som en udfordring. Men også en udfordring, der kunne give en særlig oplevelse. For at blive i et univers i seks timer, er måske en gave?

"Min geniale veninde" er bygget anderledes op ved at scenen er bygget i midten af salen. Publikum sidder på siderne, og med stort stillads hele vejen rundt om publikum i to etager. Stilladsets opbygning giver skuespillerne mulighed for at gå hele salen rundt. Alt i alt en opbygning, der giver en forestilling i flere dimensioner, men også betyder, at alt er synligt! Tøjskifte, lydmænd, påklæderske - alt. Ligesom skuespillerne mere eller mindre er i scenerummet hele tiden. Det giver en dobbelt effekt. Dels får jeg en følelse af liv. I Napolis baggårde kan man mærke livet på gaden, i lejlighederne, i baggårdene. Dels skaber det en rå, intim synlighed, jeg bliver fuldstændig tryllebundet af.

Scenografien er holdt fuldstændig enkel, hvilket giver publikum lov til at bruge sin fantasi. Midt på scenen er f.eks. store, tunge riste, der kan åbnes. De bliver brugt til alt fra en kælder til et hav. Jeg er aldrig i tvivl om, hvad det er eller hvor vi er. Alt er holdt i et råt, gråt miljø, der ikke forstyrrer, og derfor giver al opmærksomhed til skuespillerne.

Det er helt særligt at se skuespil fra pladser på siderne, og hvor der spilles overalt i scenerummet. Det giver en særlig intim stemning, og med det relativt lave publikumantal, er rummet gennemsyret af en konstant spænding. Her skal du følge med og give dig 100% til forestillingen. Men! Man kan heller ikke andet! Jeg er draget og fanget.

Scenerummet er i høj grad komplementeret af lys og lyd. Et lyddesign, der blandt andet aldrig lader os i tvivl om, hvor vi er i tid eller sted med en italiensk musikudvikling. Ligesom lyset smukt sørger for, at vi altid retter vores opmærksomhed det rette sted hen. Tillykke til Catia Hauberg Engel, Simon Holmgreen og Kim Malmose for at skabe den perfekte scene! Også cadeau til kostumer, der rammer tider og steder ind, så jeg aldrig er i tvivl.

Kan man så blive ved med at være fanget i seks timer? Det kræver en historie, der er så spændende, at du ikke mister fokus undervejs, eller har lyst til at gå midtvejs. Første akt er cirka halvanden time. Da jeg kommer ud, må jeg indrømme, at jeg ikke er ubetinget begejstret. Et stort persongalleri skal kendes, og jeg skal gå med på præmissen om, at voksne, modne mennesker spiller børn og unge. Det ændres dog hurtigt i andet akt. Kort inde suges jeg ind i universet. Da vi går til spisepause er jeg høj, og min pause kan ikke gå stærkt nok! Jeg vil have mere, og det skal være nu. Da tredje akt slutter, kigger min (geniale) veninde og jeg på hinanden og siger i kor, om ikke godt vi kan springe pausen over! Jeg er fuldstændig inde i universet, og vil ikke ud i virkeligheden. Det holder gennem fjerde akt, og jeg sidder med en følelse af, at jeg sagtens kunne have taget en time eller to mere. Mafia, veninder, kærlighed og kvindekampe - vi bliver beriget af gode historier.

Hvad er det så, der gør, at jeg er så begejstret? Helt sikkert et cast af fantastiske skuespillere. Her er tale om så høj kvalitet af skuespil, der konstant viser, hvor ædelt et håndværk, det er. Jeg ser skuespillets ædle kunst i alle dens smukke, såvel som grimme, facetter. Alle over en kam spiller deres ypperste og med troværdighed og dybde. Jeg vil naturligvis fremhæve de to hovedroller, Malene Melsen og Sarah Boberg. De to veninder er diametrale modsætninger, og det er de også udseendemæssigt på scenen. Sarah Boberg spiller den lidt naive, bly veninde Elena. Det er spændende at se den udvikling, hun giver rollen hen over de fire akter. Elena udvikler sig stille og roligt gennem stykket, og Sarah Boberg giver hendes mange facetter dimensioner. Malene Melsen shiner for mig i rollen som Lila. Hun spiller fuldstændig filterløst - hun ER Lila. Jeg sidder med samme følelse, som da Bjørk spillede med i "Dancer in the dark". Især i de scener, hvor hun er skrøbelig eller temperamentsfuld, leverer hun hver gang en kræftpræstation. Man forstår godt, at mændene forelsker sig i hende - eller ikke tør gå imod hende.

Madeleine Røn Juul har skabt et mesterværk! Fuldstændig genialt! Det her er noget af det ypperste, jeg har set i mange år. De ting jeg eventuelt kunne sætte en finger på, er så små bagateller, at de i det store billeder intet gør. Jeg havde taget min geniale veninde med ind og se forestillingen. Det egner den sig til. Min veninde var blæst ligeså meget bagover, og vi kunne ganske enkelt ikke få nok. Jeg anbefaler på det varmeste at se forestillingen som maraton. Det her er et univers du ønsker at blive i. Den magi, der ligger i at se det i en køre, skabes i scenerummet over de seks timer. Det er synd at bryde det. Du skal se "Min geniale veninde", hvis du vil se et intelligent skuespil, hvor alting går op i en højere enhed.

Medvirkende:

Malene Melsen Lila Cerullo, Sarah Boberg Elena Greco, Thomas Bang Nino Sarratore/Pasquale Peluso, Hanne Hedelund Melina Cappuccio/Maestra Oliviero/ Manuela Solara/Kunstkritiker/Adele Airota/Silvana, hushjælp, Cecilie Gerberg Gigliola Spagnuola som ung/ Lidia Sarratore/Nadia Galiani/Elisa Greco/Dede Airota/, Githa Lehrmann Nunzia Cerullo/Nella Incardo/ Lektor Galiani/Gigliola Spagnuola som ældre, Mette K. Madsen Pinú Carracci/Immacolata Greco/Greco/Elsa Airota/Julia/ Gina(fotograf)/Pinú Carracci/Interviewer, Lars Simonsen Enzo Scanno/Fernando Cerullo/Pietro Airota/Enzo Scanno, Jacob Weble Gennaro Carracci/Rino Cerullo/Blotter/ Michele Solara/Værkfører, Mads Nørby Antonio Cappuccio/Donato Sarratore/ Bruno Soccavo//Advokat/Forlægger, Jeppe Ellegaard Marling Alfonso Carracci/Marcello Solara som ung/Dario, en studerende/Peppe Greco/Alfonso Carracci og Mikkel Bay Mortensen Don Achille Carracci/ Stefano Carracci/Vittorio Greco/Marcello Solara som ældre.

Iscenesættelse Madeleine Røn Juul | Scenografi og kostumer Catia Hauberg Engel Oversættelse Peter Dupont Weiss | Lysdesign Simon Holmgreen | Lyddesign Kim Malmose

Foto: Emilia Therese

To post a comment, you must register and login.