Review: LEONORA CHRISTINA at Odense Teater

******

(foto: Emilia Therese)

I en af danmarkshistoriens mest dramatiske fortællinger kaster Odense Teater sig ud i udfordringen med smukke, æstetiske billeder, storladen musik og dygtige skuespillere. Desværre bliver det en lidt rodet omgang, der varer alt for længe. Det virker som potentiale, der ikke helt bliver forløst.

Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina er nok nogle af danmarkshistoriens største skurke. De kæmpede forgæves det meste af deres liv for en plads på tronen. Den fortælling har Odense Teater valgt at begive sig ud i med en helt ny musical, der netop nu spiller i Odeons store sal i et samarbejde med Den Fynske Opera og Odense Symfoniorkester.

Det er noget af en opgave at skulle lave en musical over så kompleks en historie, der ovenikøbet dækker adskillige år. Hvilket jeg også kun til dels syntes lykkedes. Med nedslag i Leonora Christinas dramatiske historie, bliver vi guidet gennem hendes liv sammen med Corfitz Ulfeldt. Mens hun sidder fanget i Blåtårn skriver hun sin historie. "Manden i hvidt" og "Den svenske anklager" kommenterer som samvittigheder hendes historie, der laves som flashback i nedslag. Det fungerer egentlig godt, men desværre kommer nedslagene ikke kronologisk, hvilket betyder, at Christian d. 4 blandt andet "genopstår". Det bliver rodet, og jeg kunne have ønsket, at man havde fulgt tidslinjen mere stringent, for at gøre historien helt klar. Samtidig er forestillingen alt for lang. Over 3 timer følger vi med. Man kunne med fordel have skåret helt ind til benet, hvilket også ville have gjort stykket mere intenst.

Scenografien er noget for sig. Scenograf Ashley Martin-Davis har valgt at køre en minimalistisk stil med en kæmpe drejescene i midten formet som kunne være et tårn. Når det drejes sker sceneskiftet indeni, og som publikum bliver jeg imponeret over overraskelseværdien i den. Desværre piber det en del, hvilket til tider tager fokus fra det, der sker på scenen. Kulissen har små smuthuller i form af døre, der benyttes effektfuldt. En catwalk omkranser symfoniorkesteret. Det giver en god effekt, da man giver scenen yderligere dybde, ligesom man kan flytte fokus fra sceneskift. Desværre også en effekt, der benyttes alt for ofte, så jeg ender med at sidde halvstresset tilbage. Det ville have stået skarpere, hvis man ikke havde benyttet det konstant. Lysdesigner Jonas Bøgh lægger et sidste touch på scenografien. Badet i blåt eller rødt får vi understreget det dramatiske i scenerne. Det er smukt, og når hele ensemblet er med, er det pompøse billeder, som Iscenesætter Peter Langdal er ekspert i. Kostumerne er ofte også holdt i blåt, hvilket blot understreger yderligere. Kostumerne er næsten hele vejen rundt overdådige og detaljerede. Især er jeg vild med det ensemblet i ens kostumer. Det giver et roligt og homogent billede.

Stykket er præget af gode skuespil- og sangpræstationer. Xenia Lach-Nielsen spiller en dybt usympatisk og forkælet Leonora Christina. Jeg synes også, at hun formår at lave fine nuancer, så vi oplever både hendes kærlighed og raseri i hver sin ende af følelsesregisteret. Hun synger fremragende, men desværre sker der noget, når hun når toppen, hvad enten det er at synge eller råbe. Hun når ikke ud over scenen. Om det er teknikken, der driller, kan jeg ikke helt afkode.

Corfitz Ulfeldt spilles af Troels Lyby. Han spiller underkuet og vag, og jeg savner lidt mand i ham. Han blev anset for en af de klogeste på deres tid, men her fremstilles han som en marionetdukke uden egen mening. Det kan være et bevidst valg. Han når desværre ikke helt de andre sangeres niveau, og så ærgrer det mig, at hans soloer er skrevet, så det nærmest bliver til teaterkoncerter. Det er han dygtig til, men jeg synes ikke, at det passer ind i resten af forestillingen. Desværre bliver Corfitz Ulfeldt en biperson for mig, hvor jeg reelt gerne ville have set ham have en større rolle.

Udover de to hovedpersoner er der mange dygtige biroller. Stærkest for mig står Christina Elisabeth Mørkøre, Lars Simonsen, Anders Gjellerup Koch og Stig Rossen.

Christina Elisabeth Mørkøre spiller den charmende og stærke svenske dronning Kristina af Sverige. Hun spiller rollen med charme og synger guddommeligt. Lars Simonsen griber mig, da han åbner munden. Hans stemme passer perfekt til fortællerrollen, og han laver en god, sympatisk fortæller. Anders Gjellerup Koch står for forestillingens komik. Jeg synes dog ikke, at forestillingen er komisk, og når man forsøger sig med komik, synes jeg, at det virker malplaceret. Men Anders Gjellerup Kochs raffinerede måde at lave Christian d. 4 på passer perfekt ind og når aldrig over grænsen i modsætning til den skabede svenske konge Karl X Gustav. Stig Rossen har en mindre, men ikke ubetydelig rolle, som Fuchs. Han gør et rigtig godt job, og han giver rollen pondus og fylde. Der er ingen tvivl om, at han står som en stærk sanger, og han får lov at vise det i sin solo, hvor de små hår rejser sig i fryd.

Jeg er også nødt til at fremhæve Joachim Lind Tranberg, som gennemgår en fin udvikling undervejs ligesom, Cecilie Gerberg spiller en fin Sophie Amalie. De to laver i øvrigt en af de scener, hvor jeg så flest følelser.

Stærkeste spiller er dog uden tvivl musikken. Det skyldes især det store 70-mands store symfoniorkester. Jeg er blæst bagover af fryd, når de spiller. Jeg synes, at sangene er fine. Desværre virker teksterne til tider tunge og konstruerede. Som tidligere skrevet synes jeg, at man har lavet forkerte sange til Corfitz Ulfeldt-rollen.

Musicals største udfordring er, at man som publikum skal føle det helt naturligt, at skuespillerne bryder ud i sang. Det synes jeg ikke sker her. Det virker påtaget, og kommer mere som et separat vedhæng til scenerne.

Da jeg så forestillingen, var der desværre en del småfejl. Replikker blev kludret rundt i, ligesom koreografien ikke blev udført knivskarpt. Ærgerligt når den ellers er skabt til at danne smukke, skulpturelle billeder. Det er dog småting i det samlede billede.

Det er spændende med en ny musical med to af danmarkshistoriens mest kendte personligheder. Generelt var jeg godt underholdt, og billeder og musik gør det til en forestilling, jeg vil anbefale at se på trods af længde og lidt rod.

To post a comment, you must register and login.