Johannes V. Jensens Nobelbelønnede mesterværk "Kongens Fald" havde torsdag repremiere på Aarhus Teater. En pompøs og visuel forestilling, hvor man desværre går på kompromis med fortællingen.
Det er sjældent jeg sidder tilbage efter et teaterstykke og virkelig ikke aner, hvad jeg skal skrive i min anmeldelse. Det er dog imidlertid, hvad der skete torsdag aften, og jeg måtte bruge en ekstra dag til at tænke over, hvad jeg egentlig mener om "Kongens fald". Sandheden er, at jeg gik forvirret fra teateret. Forvirret er ikke altid en dårlig ting, men i dette tilfælde betyder det, at jeg var i tvivl.
Den Catalanske instruktør, Carlus Padrissa, er kendt for sine storslåede værker. Han stod blandt andet i spidsen for OLs åbningsshow i Barcelona i 1992. Han står i spidsen for den verdenskendte totalteatergruppe La Fura dels Baus, og har lavet et hav af store forestillinger verden over. En hurtig søgning på Youtube eller et kig på deres hjemmeside afslører da også tydelige temaer for forestillingerne. Det får vi også serveret i Kongens fald. Et tydeligt fingeraftryk af instruktøren. Der er ingen tvivl om, at dette er spektakulært. Med Aarhus Teaters mindre scene bliver det intimt og intenst. Jeg kan sagtens forestille mig denne opsætning på nogle af verdens største scener, hvor den stadig vil være pompøs og ekstravagant.
Forestillingen bæres nemlig i mine øjne i særdeleshed af kulissen. Vand, træ, lys og ikke mindst lyd. Alle scener spilles i vand på gulvet eller regn fra oven. Det giver gode effekter, der ofte understreger dramatikken. Udover det er der også et stort akvarie på scenen fyldt med vand. Heri ser vi skuespillerne ad flere omgange. Stærk er en scene, hvor der kæmpes under vandet. Træ kommer i alle afskygninger. Her er en stor kanon, der kan transformeres og æblelignende "huse", ligesom en hejsescene kan benyttes til alt fra et skib til plateau.
Lyssætningen er et helt kapitel for sig. Jeg har sjældent set en lyssætning komplimentere en forestilling så godt. Der ligger hele tiden en dyster stemning, ligesom man med lys understreger stykkets stemninger hele vejen igennem. Stemningerne bliver yderligere understreget af lyd. Adele Madau har lavet lydkulissen, der afspilles live. Adele Madau sidder selv oppe i logen og laver dels musik dels lyde, der fint understreger stemninger på scenen. Jeg lægger ikke mærke til hende, mens stykket skrider frem, da det blot blender fint ind. Jeg fjerner dog ind i mellem blikket fra scenen for blot at betragte hende.
Der er ingen tvivl om, at dette sceniske mesterstykke er skabt til billeder. Her får vi det ene stærke billede efter det andet at se. Det betyder også, at vi til tider skal se sceneteknikere på scenen flytte og montere på de store kulisser. Desværre bringer det mig ud af universet, når en scenetekniker står i lyset og tygger tyggegummi heftigt, mens der foregår et intenst drama på scenen.
At det er et stort og pompøst billedværk betyder desværre, at skuespil og tekst er nedprioriteret. Vi skal på to timer igennem Johannes V. Jensens tre-delte værk, der ikke har en helt nem tekst. Det bliver for overfladisk og kompliceret for mig. Da jeg i går sad og læste op på teksten fra bl.a. teaterets eget skolemateriale, synes jeg, at jeg fik meget mere ud af dette, end teksten jeg rent faktisk oplevede på scenen. Forfatteren var yderst udskældt, da romanen udkom i 1901. Den blev kaldet en knaldroman og var hans svar på, hvordan hans tids mennesker var. Sidenhen er den blevet en klassiker og indkasserede endda en Nobelpris. Et så stort romanoplæg er svært at få ned på så kort tid, og jeg sad derfor med følelsen af, at jeg kun fik små bidder og manglede en gennemgående handling. Det betød desværre også, at skuespillerne for mig blev ensidede, og jeg ikke fik et forhold til dem. Kun enkelte passager hos enkelte karakterer bød på personlighed, og frembragte en følelse hos mig. Jeg er ikke i tvivl om skuespillernes evner, men synes bare ikke, at de fik lov at vise, hvad de rent faktisk kan.
Det er svært at sætte en finger på, hvad det helt nøjagtig er, der ikke fungerer for mig i denne forestilling. På den ene side er det en smuk, intens oplevelse rent visuelt, som jeg giver stjernerne for. Samtidig var historien ikke fortalt for mig. Kunst er en svær størrelse, for kunst kan også være abstrakt, og denne forestilling kan jeg betragte sådan. Abstrakt kunst skal dog gerne kunne give mig en følelse, og jeg forlod ikke teateret med en følelse bagefter. Når det er sagt er det dog en forestilling, der summer rundt i min krop her et døgn efter. Desværre er det en summen af forvirring.
Videos