Review: DJÆVELENS LÆRLING at Heltemus Production

******

Flyvende djævle, skeletter, der rasler og ikke mindst en mørk og skræmmende Lucifer præger "Djævelens Lærling", der i går havde premiere i et stort rødt telt på Refshaleøen. De knap tre timer fløj af sted i en perfekt kombination af humor, gys og god musik.

Allerede da vi ankommer til Refshaleøen sætter stemningen ind. Forestillingen spilles i et cirkustelt godt gemt af vejen i et rustikt industrikvarter. Som vi kører forbi bygningerne, kan man se, at her opstår kunst. Parkeringspladsen er ikke oplyst, og foran os kan vi blot skue det store røde telt.

I dagens anledning har jeg taget min 11-årige datter og mand med. Med en del musicaloplevelser i bagagen, ved jeg, at vi alle tre har meget forskellige holdninger til, hvad vi synes om. Hvor vi voksne begejstres eller irriteres af nogle ting, finder hun helt andre, som hun fascineres af. Hun er umiddelbar i sin oplevelse, hvor vi andre nok har en tendens til at tænke for meget. Den umiddelbarhed kunne vi andre lære noget af.

For at starte med det, der nok burde være slutningen, vil jeg gerne sige, at det her er en forestilling man skal se. "Djævelens lærling" har i mine øjne internationalt potentiale. I disse Disney-tider, hvor vi som publikum i den grad bliver forkælet med fantastiske musicals, er det en fornøjelse at opleve, at vi i Danmark selv kan lave noget ligeså storslået. Her spiller alt sammen: Lys, kost & mask, lyd, musik og skuespil. Det er en dødbringende kvartet i dødsriget.

Jeg indrømmer, at jeg var spændt på opsætningen. Dansk nykomponeret musical får ikke altid succes. Så det var med en vis portion skepsis, jeg satte mig på de simple cirkusrækker i teltet. Med 666 (finurlig detalje) pladser fyldte vi halvdelen af teltet, hvilket overlod scenen til den anden halvdel.

Scenen ser man ikke fra starten og tak for det! For da tæppet fjernes, må jeg overgive mig. Tre etager fyldt med skuespillere, orkester og lys tager vejret fra mig. Efter åbningsnummeret kommer de første tanker: det her er meget udansk - og det er virkelig en kompliment. Her er et nummer, der er som taget ud af nyere musicals fra Broadway. Mine tanker flyver igennem forestillinger fra Wicked til Phantom of the Opera. Her er numre, der har høj international klasse, der samtidig giver de flotteste shownumre på scenen. Et enkelt tema går igen i moderens rolle, som vi kender det fra musicals fra f.eks. Andrew Lloyd Webbers hånd. Når jeg kigger i programmet, kommer det egentlig ikke bag på mig. Produktionen bag har nemlig valgt at satse på et spirende komponisttalent fra USA.

En anden stærk faktor til den succes, jeg håber "Djævelens lærling" får, er scenografien. Eilev Skinnarmo har lavet en smuk og genial scenografi. Tre etager med lange gange giver os dimensioner på både på langs såvel som opad. Orkesteret sidder synligt på hver sin side af scenen, uden at de tager fokus. Eilev Skinnarmo har bygget smarte trappesystemer, så skuespillerne nemt kommer op og ned, og det foregår i et fint flow, der ikke stopper forestillingen. Det virker nærmere som en forlænget arm, når skurkene f.eks. hopper ned af trapperne. Lyssætningen komplimenterer scenen til perfektion. Her er især den røde farve dominerende, så vi rigtig føler, at vi er endt i helvede. En scene, hvor man nærmest bygger tremmer er bjergtagende. Her er lyset benyttet på bedste vis. De tre etager giver også mulighederne for, at djævlene kan flyve, hvilket er en essentiel del af forestillingen. Cadeau til sceneteknikere og skuespillere, der får det til at flyde, så jeg til tider ikke opdagede, at de blev spændt af og på systemerne.

Forestillingen bæres naturligvis af stærke skuespillere. I front står Oscar Dietz, som teenageren Filip Engell, der ved en fejl ender i helvede. Efter et lidt for hektisk første akt, hvor jeg blev stresset af at se på ham, bliver han mere rolig og tilpas i andet akt, hvor rollen som ond klæder ham bedre. De helt stærke kræfter finder vi dog i voksenrollerne. Kasper Leisner er aftenens store stjerne, og når han synger med dybde og mørke, er jeg direkte på vej i afgrunden! Han flankeres af katten Lucifax og hunden Grumske spillet indlevende af Mikkel Molkte Hvilsom og Kristian Jensen. Deres spil leverer mange sjove grin. Torben Zeller spiller fantastisk som Døden og leverer punchlines med en god timing. Aftenens sjoveste scener stod Christina Elisabeth Mørkøre som kogekonen Ravine og Søren Hauch Fausbøll som Skumleskæg for. Man kan ikke andet end at elske og grine af de skønne karakterer. De leverer en aftenens dejligste sange, hvorefter man ville ønske, at Christina Elisabeth Mørkøre havde sunget noget mere. Bjarke Atterdag Helgason giver os en dejlig ond skurk med masser af gys.

Generelt er der godt skuespil over næsten hele linjen. Jeg kan dog godt savne noget mere instruktion af hovedrollerne Satina og Filip, der har svært ved at nå forestillingens øvrige høje niveau.

Jeg vil gerne fremhæve ensemblet, som gør et rigtig godt stykke arbejde. Udover at synge fantastisk, laver de masser af godt karakterarbejde, hvor små, sjove historier konstant kører.

En god forestilling kræver også et godt manuskript. Med Kenneth Bøgh Andersens bog som oplæg, er her en god historie med masser af humor. Med god hjælp af lys og lyd indfanges vi også i det dunkle mørke, hvor vi endda bliver en smule skræmte. Godt arbejde af manuskriptforfatterne Mads Æbelø og Philip LaZebnik.

Endelig vil jeg nævne kostumer og masker - igen bare WAUW! Camilla Bjørnvad har skabt fantastiske smukke kostumer, hvor der i særdeleshed er kræs for øjet. Her kan man med fordel bruge tid på at kigge på detaljerne. Camilla Kreutzmann har skabt parykker og masker, og jeg kan ikke få nok af at kigge på de små kunstværker.

"Djævelens lærling" er en utrolig flot visuel forestilling. Alt spiller sammen, så man går derfra opløftet og en stor oplevelse rigere. Når jeg ikke giver forestillingen fuldt hus, skyldes det alene, at jeg synes, at hovedrolleparret ikke stod skarpe nok. Jeg manglede bedre sangstemmer og mindre hektisk spil. Her kommer så den sjove forskel mellem barn og voksen, for min datter havde netop disse to som sine favoritter.

Jeg synes faktisk, at jeg i går så forestillingen med samme umiddelbare glæde som min datter. Hun skubbede på et tidspunkt til mig og kommenterede, at hele rækken hoppede, når jeg grinede. Undskyld til dem på rækken, som muligvis er blevet søsyge af de mange hop! Men jeg var i rigtig godt selskab i det hede helvede, og forestillingen havde næsten alt det, jeg ønsker af en musical.

Forestillingen fortsætter på turné efter Refshaleøen.

Foto: Martin Mydtskov

To post a comment, you must register and login.