News on your favorite shows, specials & more!

Review: DIRTY DANCING at One And Only Musical Teater

God underholdning for hele familien

By: Oct. 25, 2020
Get Access To Every Broadway Story

Unlock access to every one of the hundreds of articles published daily on BroadwayWorld by logging in with one click.




Existing user? Just click login.

Review: DIRTY DANCING at One And Only Musical Teater  Image

******

Flere måtte gå forgæves for 5 år siden, da "Dirty Dancing" spillede for fulde huse. De får nu chancen, når Silas Holst og Mathilde Norholt igen spiller hovedrollerne som Johnny og Baby.

Som teenager betød "Dirty Dancing" alt for mig. Jeg var kæmpe fan af Patrick Swayze, og han var det første jeg tænkte på, når jeg åbnede øjnene i mit idolplakatfyldte værelse, og bestemt også det sidste jeg tænkte på. Alt indimellem blev fyldt med filmen - og ikke mindst med at øve de imponerende dansetrin. Siden har tankevirksomheden (gudskelov) handlet om andet, men jeg vender stadig tilbage til klassikeren, når der skal ses en god film. Nu i selskab med min 13-årige datter, der - næsten - elsker filmen lige så meget. Derfor besøgte jeg også Musikhuset i Aarhus med netop hende, da "Dirty Dancing" efter 5 år skulle have repremiere. For det føles helt naturlig, at "Dirty Dancing" skal gives videre til næste generation.

For er der noget denne film og musical kan, så er det at samle familien og generationerne. For "Dirty Dancing" holder stadig hele vejen. På trods af at vi er i 1960'ernes USA, er kærlighedshistorien stadig eviggyldig. "Dirty Dancing" er en genopsætning, hvor dele af castet er udskiftet. Men nogle af de bærende hovedroller er fortsat at finde til publikums begejstring. Det klæder forestillingen at "posen lige er blevet rystet" en gang. Scenografien holdes enkel og let med dominerende brug af LED-skærme. Især i første del af 1. Akt betyder det, at publikum rives rundt i et heftigt tempo, så vi kommer helt op af stolene og er fuldstændig med. Kombineret med dans, der sjældent er set bedre, sidder jeg med et konstant smil på læben. Det her er rigtig godt! Så godt, at jeg i små korte momenter tager mig selv i at tænke, at det er bedre end filmen.


At sammenligne med filmen er på ingen måde retfærdigt, men når man tager så ikonisk en film til scenen, er der bare forventninger fra publikum. Instruktør Philip Zandén har valgt at holde den meget tro mod filmudgaven. Hvilket flere gange giver udslag i jubelråb blandt publikum. Man kan mærke en intens sitren gå igennem salen, når vi nærmer os de mest episke dele. Det fungerer rigtig godt. Samtidig præsenteres vi også for enkelte nye scener.

Mathilde Norholt spiller hovedrollen som Baby. Med sødme og naivitet går hun frisk til opgaven. Hun passer godt til rollen, og hun udvikler fint i rollen. Forestillingens helt store stjerne er dog Silas Holst. Han ER Johnny Castle. Han bærer karakteren, og tilfører scenerne realisme og intensitet. Kombineret med sine danseevner, har jeg ikke set ham spille bedre til dato. Det klæder ham at være blevet 5 år ældre. Enkelte andre står også ud for mig. En stor del af sangene synges af James Sampson, Line Krogholm og Christian Lund. Et stærkt trekløver, der giver de sprøde sange den rette croonerlyd. I øvrigt akkompagneret af et super liveband med Thomas Jaque som kapelmester. Vi får endda lov at se James Sampson danse i den famøse vandmelonscene, hvilket endte med at blive min favoritscene.

Kim Ace Nielsen spiller rollen som fætteren Billy. Han har en skøn opløftet energi, der passer godt til rollen. Især i scenerne med Mathilde Norholt ligger der en intens kemi, der smitter ud over scenen.

Jeff Schjerlund spiller rollen som den kejtede hotelnevø Neil. Her ligger forestillingens klare punchlines og morskab. Han balancerer det, så man kun kan elske Neil.

Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen spiller rollen som den dybt irriterende søster Lisa. Umiddelbart måske nemt at spille rollen som irriterende, men hun formår også at få dybere nuancer i hende.

Endelig må jeg komplimentere de enestående dansere. Her bliver knoklet på livet løs i lækre dansetrin koreograferet af Tim Zimmermann. Der bliver løftet, svinget, drejet og gået i spagat, så publikum bliver helt forpustet i sædet.

Hvordan fungerer forestillingen så, når man er 13 år? Rigtig godt, skal jeg hilse og sige. Hun konstaterede, at hun rent faktisk forstod handlingen. Hun var opslugt af kærlighedsscenerne, og var betaget, når danserne slog sig løs. Jeg kunne se, at enkelte scener blev lidt for lange for hende, hvor blikket vandrede væk, men hun blev hurtigt fanget ind igen i den næste scene. Så tag endelig ungerne med.

Har jeg så slet ikke kritik af forestillingen? Jo, andet akt er lidt vel langt, nogle replikker savner indlevelse, småfejl i en af de ikoniske dansescener blandt andet. Men dybest set er det marginaler, som jeg synes bliver ligegyldig i det endelige facit. For det her er en brandgod forestilling, der er alle pengene værd, hvis man har lyst til at blive underholdt og have en god aften ude. Den gør præcis det, den skal. Der er sjov og ballade, alvor og en smule dybde - og ikke mindst masser af bragende fantastisk dans. Holdet leverer en samlet præstation, der giver publikum det, de kommer efter. I disse Coronatider, hvor vi måske endda går mindre i teateret, end vi plejer, ville jeg bestemt vælge denne forestilling. Den får i den grad humøret op!

Foto: Miklos Szabo

Medvirkende:

MATHILDE NORHOLT FRANCES "BABY" HOUSEMAN

SILAS HOLST JOHNNY CASTLE

KARINA FRIMODT Penny Johnson

ANDREA VAGN JENSEN MARJORIE HOUSEMAN

NINA MARIA SCHJØDT LYBÆK-HANSEN LISA HOUSEMAN

JEFF SCHJERLUND NEIL KELLERMAN

James Sampson Tito Suarez

ANDERS BIRCOW MR. SCHUMACHER

OLE BOISEN MAX KELLERMAN

MORTEN LÜTZHØFT DR. JAKE HOUSEMAN

KIM ACE NIELSEN BILLY KOSTECKI

JOAKIM LIND TRANBERG ROBBIE GOULD

Øvrige: Linnea Stenbeck, Henrik Launbjerg, Line Krogholm, Christian Lund, Malene Koch, Nadin Reiness, Hannah Ohlsson, Steffen Hulehøj Frederiksen, Gustav Kvale, Morten Daugaard, Christian Mosbæk, Lasse Dyg Hansen og Liza Stokseth.

DET KREATIVE HOLD

Eleanor Bergstein
Manuskriptforfatter

Philip Zandén
Instruktør

Anders Albien
Original instruktion

Tim Zimmermann
Koreograf

David Scotchford
Original koreografi

Thomas Jaque (Aarhus) /Joakim Pedersen
Kapelmester

Anna Schulin-Zeuthen
Instruktørassistent

Sarah Kitson
Koreografassistent

Paul Edwards
Scenografi

Philip Sundbom/Johan Larsson
Videodesign

Marianne Lunderquist
Kostumedesign

Palle Palmé
Lysdesign

Thomas Bolvig
Lyddesign

Malte Oscar
Originalt lyddesign

Maria Engberg Refsgaard/Sabine Rasmussen
Paryk- og makeupdesign

Robin Karlsson
Original paryk- og makeupdesign

Trine Dansgaard
Oversættelse

Sophus Friis Mathiasen
Produktionschef

Rikke Lange
Producent

Joakim Pedersen
Executive music producer

Jesper Winge Leisner
Executive producer



Comments

To post a comment, you must register and login.



Videos