Det bliver den 28-årige skuespiller og sangerinde Lea Thiim Harder, der fra februar næste år træder ind på scenen som Dorit i TERKEL - THE MOTHERFÅRKING MUSICAL. Det kan Langkjær Entertainment og Live Nation i dag offentliggøre.
Dorit, også kaldet Fede Dorit, er kendt som klassens tykke pige, der sprang ud af vinduet og splattede ud i skolegården efter grov mobning fra bøllerne Sten og Saki i Anders Matthesens tegnefilm Terkel i Knibe. Nu er hun heldigvis genopstået og kan atter opleves i musicalen TERKEL - THE MOTHERFÅRKING MUSICAL.
Fra Jokeren og Aqua til The Book of Mormon
Stortalentet Lea Thiim Harder har tidligere medvirket i flere musicals som Saturday Night Fever, Efter Brylluppet og senest i en stor rolle i Det Ny Teater succesopsætning af The Book of Mormon, hvor hun fik fantastiske anmeldelser. Siden 2010 har hun desuden fungeret som backing vokal for flere danske sangere og grupper bl.a. Aqua, Kirk, Saveus, Jokeren, Johnson, The Palace, Bryan Rice, Fallulah, Peter A.G. mfl.
Hos forestillingens producenter Langkjær Entertainment og Live Nation er der stor glæde over, at den unge sangerinde og nyudsprungne musicalstjerne har takket ja til rollen som Fede Dorit. Executive Kreative Producent, Thomas Langkjær, fra Langkjær Entertainment udtaler:
- Lea Thiim Harder er ganske enkelt et fund til rollen som Dorit. Et mere musikalsk, storcharmerende og sprudlende stortalent i samme pakke skal man lede længe efter. Lea fløj direkte ind på den danske musicalscene, og der er ingen tvivl om at hun har en kometkarriere foran sig.
Se video med Lea Thiim Harder som Dorit her:
https://vimeo.com/289507555/32df3c09ba
Videos