Review: KLOKKEREN FRA NOTRE DAME at Fredericia Teater

******

"Klokkeren fra Notre Dame" er en helt særlig musicaloplevelse. Det er nok det ypperste set på dansk grund, hvor alt går op i en højere enhed. Med repremieren på Fredericia Teater er der alle muligheder for et gensyn med en storslået forestilling.

Fredericia Teater kan noget helt særligt, når det gælder musical. Jeg startede min "teatergængerkarriere" på teateret tilbage i 2001, hvor direktøren Søren Møller stod på scenen i rollen som Jesus i "Jesus Christ Superstar". Jeg var solgt! Til genren og til teateret, og er fortsat med at komme der lige siden. Derfor er det også på et rimeligt grundlag, jeg siger, at "Klokkeren fra Notre Dame" er ubestridt den smukkeste og mest veludførte forestilling, jeg har set på teateret.

Til repremieren har man taget en del nye skuespillere ind, men gudskelov for os publikum har vi stadig Lars Mølsted i hovedrollen som Quasimodo. Gudskelov, fordi han simpelthen ejer denne forestilling. Jeg så forestillingen i 2016, og det jeg oplever er, at Lars Mølsted i løbet af de 140 forestillinger har udviklet karakteren så meget, at den sidder dybt i hans dna. Det er en gave til os publikum. Fra starten er vi charmeret af dette (egentlig ikke) så hæslige menneske. Lars Mølsted spiller med humor, charme, alvor og indlevelse, så jeg må tage mig selv i flere gange at knibe en tåre. Han rører mig dybt. Især scenerne med Esmeralda er smukke. Karakteren Quasimodo ser vi i to udgaver: når han er "alene", hvor han taler normalt, og når han er sammen med andre og har talebesvær. Lars Mølsted mestrer skiftene med stor præcision, og vi er som publikum aldrig i tvivl. Når han brøler sin smerte ud i slutningen, må jeg overgive mig til snøft og hulk, for der brister mit hjerte ganske enkelt med ham. Derudover synger han så guddommeligt, at gåsehuden vælter frem. Det er et absolut "et must" at opleve Lars Mølsted i denne rolle!

En anden genganger jeg nyder gensynet af, er Mads M. Nielsen som Frollo. Med en stærk fremtoning fylder han salen med had og vrede. En sjov detalje, jeg bemærkede i går, var, at han spillede sig mere og mere varm. Jo mere publikum elskede ham og reagerede, jo mere ond blev han. Desværre gav det for enkelte publikummer nær mig det problem, at de så ham som en komisk karakter, og forstod derfor ikke det kraftige skifte, der kom undervejs, og som han rent faktisk spillede med stor indlevelse og (næsten) sympati. Frollo er en svær karakter at holde af, og Mads M. Nielsen gør det bedste for, at vi skal hade ham. Han har et dæmonisk blik, der får enhver publikum til at krybe lidt sammen i sædet. Desværre er hans sangstemme ikke den største, men det spiller han sig heldigvis ud af.

Bjørg Gamst spiller rollen som "femme fatale" Esmeralda, som alle mændene forelsker sig i. Hun spiller med sødme og friskhed. Jeg savner en smule mere sexet kvinde, til gengæld byder hun på en rørende empati overfor Quasimodo, som jeg ikke bemærkede, da jeg så den første gang med en anden skuespiller. Hendes dynamik med sine medspillere er autentisk, og især i fængselsscenen med Frollo er hun overbevisende.

Ny på posten som Phoebus er Emil Birk Hartmann. Hans fortolkning var overraskende, og tog mig i en ny retning, som jeg egentlig syntes var forfriskende. Han spiller rollen med en frisk humoristisk tilgang. Derudover synger han dejligt.

Generelt er det et stærkt cast, og et par vil jeg gerne fremhæve. Christoffer Skov som Jehan og Christian Collenburg som Kong Louis var karakterer i små scener, der gjorde indtryk og fik smilet frem. Ligeledes nød jeg, når Søren Bech-Madsen sang med sin dybe bas. Jeg er også begejstret for, at man har satset på fire dansere i rollerne som gargoiler.

En af de ting, der er det absolut stærkeste kort i denne forestilling, er musikken. Når kor og orkester sætter ind, er det så samtlige hår på kroppen rejser sig. Jeg havde endda den glæde at kunne høre en mandlig "stenstøtte", der stod på balkonen, forbi mikrofonen. Der er så mange smukke sange og ikke mindst korsteder. Det er højt og imponerende. At orkesteret, ledet af Martin Konge, så også er fantastisk, er kun et plus!

Jeg er efterhånden ved at have et lettere kompliceret forhold til LED-skærme. Det er blevet til allemandseje på mange teatre, der bruger og misbruger dem i et væk. Netop i "Klokkeren fra Notre Dame" bliver det brugt på præcis den måde, det skal. Her føres vi op og ned i Notre Dame, vi kommer til at sidde midt i et bål, og vi bliver tilskuere til udsigten fra klokketårnet i Paris. Jeg kan ikke forestille mig en bedre brug, og med den resterende scenografi kombineret med lyd- og lysdesign, er det en fuldstændig vidunderlig setting. Netop af den grund også en af de smukkeste forestillinger jeg har set. Scenen hvor Notre Dame brænder, og hvor hele salen ryster er rystende og voldsom på den virkelige æstetisk smukke måde. Kostumer, hår og makeup spiller også og understreger kun forestillingen.

Endnu en sjov detalje i forestillingen er, at du kan sidde på scenen som publikum. Her bliver du iført munkekutter og bliver derved indirekte en del af forestillingen. Hvordan det er at sidde deroppe, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tænker, at det er en helt speciel oplevelse. Det virker også til, at skuespillerne er gode til at spille ud til netop dette publikum. Ligeledes er det også en forestilling, hvor du kan tage dine børn med. Fredericia Teater anbefaler den fra 7 år. Jeg havde min 9-årige med for nogle år siden, og hun nød at sidde bagerst i salen, hvor skuespillerne ikke kom for tæt på. De første rækker er op ad en catwalk, og det kan blive for voldsomt, da forestillingen har flere barske scener.

Jeg anbefaler "Klokkeren fra Notre Dame" for hele familien. Hvad enten det er som et gensyn eller som førstegangsoplevelse, er dette det ypperste af musical, som helt sikkert skal opleves. Den skal opleves for Lars Mølsteds smukke fortolkning af et misfoster, Mads M. Nielsens djævelske præst og generelt bare et rigtig velspillende cast hele vejen rundt. Oplev den for den smukke musik, den gode (og sørgelige) historie, og ikke mindst fordi det hele er pakket ind i en smuk kulisse.

Foto: Søren Malmose

Roller:

Quasimodo: Lars Mølsted

Claude Frollo: Mads M. Nielsen

Clopin Trouillefou: Oliver Aagaard-Williams

Phoebus de Martin: Emil Birk Hartmann

Esmeralda: Bjørg Gamst

Florika/ensemble/alt Esmeralda: Katrine Jenne

Madame/ensemble/danseswing: Cecilie Thiim

Frederic Charlus/ensemble/alt Quasimodo: Oliver Lundqvist

King Louis/ensemble: Christian Collenburg

Saint Aphrodisius/ensemble/cover Clopin: Thomas Jensen

Father Dupin/ensemble/alt Frollo: Søren Bech-Madsen

Jehan Frollo/ensemble: Christoffer Skov

Ensemble/mor: Anne Fuglsig

Ensemble/far/cover Phoebus: Martin Skriver

Ensemble/danseswing: Mads Vinter

Dansere/ensemble: Emelie Lissmatz Johnsson, Elise Andersson, Rasmus Grandt, Matthew Bailey

Ensemble: Monica Isa Andersen, Daniel T Hansen, Mette Ladekarl, Emil Asbjørn Madsen, Vibeke Zederkof, Oliver Poulin

Swings: Terese Christensen, Johan Klitgaard, Frederikke Maarup Viskum, Lars Meldgaard

Alternerende Florika: Christine Sonnich

Standby cover Aphrodisius: Mads Æbeløe Nielsen

Det kreative hold:

Instruktør: Thomas Agerholm

Koreograf: Lynne Kurdziel Formato

Scenograf: Benjamin la Cour

Konsulent: Scott Schwartz

Manuskript: Mads Æbeløe & Thomas Bay

Kapelmestre: Martin Konge

Digital scenografi: Jakob Bønsdorff Eriksen, Thomas Agerholm og JA Film

Lyddesign: Tim Høyer

Lysdesign og LED-programmering: Martin Jensen, Bo Kudsk og Mike Holm

Kostumedesign: Anna Juul Holm

Hår og make-up: Rikke Hundebøl Christiansen

Rekvisitør: Pernille Ekstrand og Jonas Vestergaard

Forestillingsleder: Frey Olafsson

Associate producer: Rob Hartmann

Kreativ producent: Søren Møller

To post a comment, you must register and login.