|
Guddommelig morsom musical missionærer i Musikhuset i Aarhus i denne tid. Sendt ud på mission fra Broadway er de kommet til Danmark for at overbevise om, hvad godt teater er.
Forventningerne er tårnhøje! Jeg har glædet mig siden det blev annonceret, at Broadway-versionen af "Book of Mormon" kom på turné til - i denne sammenhæng - lille Aarhus. Jeg var ikke en af de heldige, der så den på Det Ny Teater, ligesom jeg har prioriteret anderledes på både West End og Broadway. Det er jeg i dag både ked af og glad for. Jeg er en smule trist over, at jeg først ser den nu. Men alt bliver opvejet over den glæde det er, at jeg så Broadwayversionen som første gang.
For sikke da en musical. Her spiller tingene sammen i en sådan grad, at jeg i sædet bliver underholdt på næsten alle sanser. "Book of Mormon" er en nyere musical fra 2011, hvilket tydeligt ses og høres. Musikken har i høj grad samme "lyd" som flere af de nyere. Også en af mine personlige favoritter "Avenue Q", hvilket ikke er underligt, da manden bag, Robert Lopez, også har co-komponeret. Ellers står parret bag "South Park" bag - Trey Parker & Matt Stone. Det giver en sjov, humoristisk tilgang til teksterne, der dog alligevel formår at have alvor og morale med sig. Pakket tykt ind i karikerede karakterer og satire.
Det er en stor satsning at tage en produktion fra Broadway til Aarhus. Fungerer det? Kan danskerne forstå alt engelsk tekst? Kunne vi ikke bare se en dansk produktion? Til alle tre punkter kunne man svare ja. Alligevel vil jeg gerne svare "nej" til det sidste. For her får vi en kraftpræstation, der viser os, hvorfor vi skal tage turen til New York og se musical.
Her til aften leverede castet en forestilling, der viser det format amerikanerne er lavet af! Jeg har i tidligere anmeldelser skrevet om at kaste bolde op i luften og holde energien oppe. Det skal jeg love for, at jeg som publikum fik i overflod! Et godt eksempel er de koreograferede optrin. Når de dansede, mente de det 180%. Alt energi blev kastet op og castet var fantastiske til at gribe og holde energien oppe, så det smittede langt ud i salen. Et godt eksempel var, efter min mening, aftenens flotteste nummer "Turn it off".
Teksten er spiddende, humoristisk og hæmningsløs. Er man til den sarte side, vil det måske være over grænsen til tider. Musikken er moderne, og spilles af liveorkester. Der er flere ørehængere imellem ligesom bl.a. Queens lyd går igen. Generelt møder vi flere referencer, der er sjove at lede efter.
Stykket spilles på engelsk, og med et godt kendskab til sproget er det nemt at følge med.
Scenografien er imponerende. Der benyttes skærme til at illustrere, hvor vi er, ligesom man har bygget imponerende kulisser. Jeg må komplimentere, at det er nogle af de mest elegante sceneskift, jeg har set længe. Jeg opdager til tider ikke, hvordan man får skiftet de kæmpemæssige baggrunde ud.
De to hovedroller spilles af Conner Peirson og Kevin Clay. De er modsætninger, hvilket passer utrolig godt til rollerne. De spiller begge flerdimensionelt, så vi forstår de to "Elder"-roller. Den ene lidt kejtet, mens den anden er den kloge og vise - skabt med en ironisk humor. Generelt er det bare et stærkt cast. Alle giver sig fuldt ud uanset, hvor lille en rolle man har. De viser tydeligt, hvor afhængige de er af hinanden, for at præstere en fantastisk forestilling. Her spiller man sammen, og det mærkes tydeligt. Køber man programmet, er det da også imponerende cv, de alle kan fremvise. "Cunningham" har spillet med i 5 år. Alligevel kan man ikke mærke, at det er blevet en rutine.
En af de morsomme detaljer er, at karaktererne er lavet næsten som fra en tegneserie. Der er en fin rød tråd fra skabernes South Park-univers og til Mormon-universet. De taler med tegneseriestemmer, ligesom bevægelser og koreografi er skabt overdrevet og karikeret.
Du skal helt sikkert se "Book of Mormon" for den flotte og morsomme forestilling, det er. Her er energien i højsæde kombineret med et satirisk univers, der får publikum til at slå sig selv på benene af grin. Det er Broadway, når det er bedst!
Foto: Produktionen
Videos